Revolution skabes gennem faktiske jordnære forandringer

reform

Af: Kim Benzon Knudsen, medlem af Arbejdsudvalget, Blågården Afdeling

Dette blogindlæg er en reaktion og et svar på Henrik Nedergaards blogindlæg fornylig her på siden “Derfor har jeg meldt mig ud af Enhedslisten”. Kim har en ganske anden tilgang. Bloggen er åben for alle, der vil føje yderligere indlæg til denne debat.

Revolution skabes gennem faktiske jordnære forandringer

Jeg forstår at der er nogen, der opfatter Henrik Nedergaard som en person, der har været aktiv i opbygningen af Enhedslisten og som nu begræder hans udmeldelse. Jeg forstår godt at det må være trist at tage afsked med noget, som man har lagt mange kræfter i at bygge op og i at påvirke.

Men når det er sagt, så må jeg konstatere at jeg hilser det velkommen at Henrik har meldt sig ud. Jeg vil opfordre de øvrige, som deler hans analyse, til at tage det samme skridt. Måske er det tiden at de afprøver deres politiske projekt på egne ben.

Vi er de praktiske revolutionære

Jeg tror at Henrik og en del af dem, der støtter ham, opfatter sig selv som revolutionære. Måske endda de ægte revolutionære, for nogens vedkommende. Jeg tror også at de mener at have opskriften på hvad det vil sige, og at det er helt forskelligt fra og uforeneligt med at arbejde for reformer. Det er en helt forkert analyse. Vi, der arbejder med at udvikle praktisk realisabel politik i den rigtige retning, gør det i høj grad med henblik på revolutionære forandringer af samfundet. Altså en grundlæggende ændring af ejendomsretten til produktionsmidlerne, til fordel for fælleseje og samfundseje og til ulempe for og ophør af privat ejendomsret til produktionsmidlerne.

Der er nogen, der hævder at reformer er i vejen for revolution. Det er et forkert og ahistorisk synspunkt.

I marxistisk forstand opstår den revolutionære situation, når produktivkræfterne er udviklede til et niveau, hvor produktionsforholdene (ejerforholdene) bliver en definitiv hæmning og en lænke for den videre udvikling. Det er den nødvendige forudsætning for en revolution. At produktivkræfterne er udviklede dertil at lænkerne kan og må sprænges. Det er ikke et spørgsmål om retorik. Det er et spørgsmål om udvikling. Det er et spørgsmål om at fremskynde udvikling af hensigtsmæssige produktivkræfter og produktionsmidler.

Vi kan ikke med et trylleslag fremkalde en revolutionær situation. Vi kan måske fremskynde den, og vi kan gøre verden klar til et liv efter revolutionen. Sådan at den revolutionære situation ikke taber i en syndflod af blod, men sejrer i fred og med kærlighed og demokrati.

Konkret politik revolutionerer verden – hvis den er rigtig

I forhold til diskussionen om revolution og reform, så betyder det, at du ikke kan forestille dig en vellykket revolution uden forudgående reform. Du kan til gengæld sagtens forestille dig reformer uden et revolutionært sigte eller endda reformer, der har til hensigt at give kunstigt åndedræt til kapitalismen, hvilket måske kan udsætte den revolutionære forandring. Du kan også forestille dig en revolution uden reform, i forstanden “uden tilløb, uden træning, uden de nødvendige materielle og sociale forudsætninger”. Dem har vi set mange af. Ikke nogen rigtigt vellykkede. De er måske i allerbedste fald endt i et borgerligt-nationalt demokrati. Og i værste fald blodbad og diktatur. Rigtigt mange af dem har vi set.

Med andre ord: de ægte revolutionære forstår at revolutionen skal forberedes inde i kroppen på kapitalismen, og ud i alle led, som en forudsætning for at vi lykkes på langt sigt. Vi er materialister. Ikke idealister. Vi er aktive og tålmodige.

Til gengæld er det helt fair at diskutere indhold og kvalitet af de reformer, Enhedslisten står for, i forhold til om de er med til at bygge forudsætningerne for et kvalitativt forandret samfund (altså i sidste ende for så vidt angår ejerforholdene). Eller er de ikke? Men det giver ikke mening at diskutere om reform og realpolitik pr. definition er uforenelige. Det vil Henrik Nedergaard næppe anerkende og derfor er det godt at han har meldt sig ud. Derfor bør hans meningsfæller gå samme vej.

Sig farvel til dine gamle fejl

Der ligger i Henrik Nedergaards indlæg en underlig frustration over at der er kommet nye folk til i Enhedslisten, som ikke har deres ophav i én af de stiftende organisationer eller i datidens bevægelser og forståelser. Men der er gået 30 år, og enhver anden udvikling er nærmest umulig at forestille sig. Selvfølgelig har medlemmerne en anden baggrund, på godt og ondt. Efter min mening, mest på godt. For de bogstavtros opgør i 70’erne var en skandale, som aldrig skal gentages.

Der er kommet nye folk til, som først og fremmest har set, at vi har brug for en gigantisk forandring. Mange af dem er aktive og engagerede. Og ja, mange, men ikke alle, mangler måske politisk marxistisk grunduddannelse. Til gengæld er de socialt aktive i deres uddannelse, fagbevægelsen, næstehjælperne, MS og alt muligt. Mange var med under valgkampen. Det er ikke dårligt at Enhedslisten har fået markant flere medlemmer end i gamle dage. Tværtimod.

Der er nok en del af dem, der er interesserede i at Enhedslisten griber ud efter magten. For at få en forandring. Jeg tror der er rigtigt mange af dem, der ønsker at Enhedslisten sætter kurs mod at skabe alle de forbedringer, vi kan, og som er fremmede overfor tanken om at vi alene skal være et protestparti. Eller at Enhedslisten alene skal være nogen, der peger fingre af alt det vi er utilfredse med. Det er i hvert fald min oplevelse at folk (både medlemmer og ikke-medlemmer) finder meget mere energi i de løsninger, vi peger på og de løsninger, som vi i fællesskab kan finde frem til, end de finder i klager over systemets urimelighed. Undskyld, men det fører til ingenting at stille sig op og pege på systemets grundlæggende sygdom, hvis ikke dine svar på hvad der kan og skal gøres fylder langt det meste. Men det er selvfølgelig også farligt at pege på løsninger. Det er ansvarspådragende.

Det er nyt for partiet. Evner vi det? Magter vi det? Tør vi? Ja. Nogen gør. Det ser ud til at langt de fleste gør.

Gør Enhedslisten normal

Henrik Nedergaards kritik af 100-dages-planen er derfor svag. Ligesom kritikken af de andre udspil, som alle har til fælles at de har den rigtige retning, rører ved noget grundlæggende og har en kvalitet i fakta og gennemregning, der gør at de ikke kan diskvalificeres på teknikaliteter. Det er bundstærk traditionel venstrefløjspolitik af Preben Wilhelm-kvalitet. Henriks frygt går på at vi pludselig bliver taget på ordet. Men det skal vi ikke frygte. At Henrik så kan have ret i at politikudviklingen sagtens kan demokratiseres er jeg enig i. Det er en åben dør at slå ind. Det kan altid og helt bestemt blive bedre. Men der dog endnu ikke et udspil, der er blevet bortdømt for at være udenfor partiprogrammet. Ikke så vidt jeg ved. Tværtimod. De konkrete udspil lægger enorm kvalitet til partiet og programmet. Og de skaffer støtte og opbakning til Enhedslisten med god ret.

Derfor må det også undre at ord som ”normalisering” bliver brugt nedladende som et skældsord. Det er en forvrængning. Det afslører at afsenderen i dette tilfælde er defensiv og passiv, teoretiserende. ”Normalisering” er jo også et udtryk for at Enhedslistens holdninger og forslag har en stor klangbund. Det afspejler at flere partier i valgkampen kappedes om at tage Enhedslistens mærkesager. Det afspejler at vi rammer tiden og menneskene med vores sunde fornuft. Det er altså ikke dårligt. Men igen: frygten er at vi bliver ligesom alle de andre. Hvorfor skulle vi dog det? Er de revolutionære?

I andre artikler kan man for tiden læse at Enhedslisten er ved at blive et ”catch-all-parti”. Begrebet betyder et parti, der griber alle vælgere, uanset deres klassetilhørsforhold. Igen ahistorisk. Igen uden blik for at den kendsgerning at den helt dominerende del af befolkningen i dag lever af at sælge deres arbejdskraft. Ja, der er kæmpe indbyrdes forskelle, men majoriteten tilhører slavehæren. Ups, lønmodtagerne. Dem, der ikke har reel kontrol over deres job, indkomst og liv. Det er med andre ord vigtigt at Enhedslisten udvikler og fører politik, der giver mening for det store arbejdende flertal. Det er ikke skamfuldt. Det er meningen.

Lad den rene linje stå rent

Der er nogen, som betragter revolutionen og forandringen helt anderledes. Som muligvis tænker at det er elendighed og nød, der er drivkraften bag det nye samfund. Og som tænker at al praktisk politik er kunstigt åndedræt til kapitalismen og som derfor bør overlades til tilhængerne af det kapitalistiske samfund. Disse folk findes ofte i selskab med dem, der forkaster selv store gevinster, hvis der er risiko for den mindste ulempe. Det er okay. Det er en position. Og jeg forstår frustrationen hos dem over den udvikling, der foregår i Enhedslisten. Derfor er det også mit forslag at de forsøger at formulere deres politiske projekt på egen hånd og udvikler det til at stå på egne ben. Meld jer ud af Enhedslisten. Gå selv. Og hvis I kan, så vis os andre at vi tog fejl.

Slip os andre fri

Denne opfordring har en ledsager: en opfordring til os, som vil styrke Enhedslistens position som et nutidsrelevant og revolutionært bud på politik og aktivitet til udførelse i dag, i en virksomhed eller et boligområde nær dig, i et Folketing eller en kommune nær dig. Brug Enhedslisten og sæt gang i listen.

Vi er nogen, der er amatører og aktivister, bare optagede af ethvert lille skub i den rigtige retning. Vi (som i ”undertegnede”) gider ikke de negative defensive diskussioner. Vi lever med at verden ikke er perfekt og at de løsninger, vi kan vinde, heller ikke altid er det. Nogle gange tager vi et kæmpe spring, men ofte gnaver vi os igennem til fremskridt. Det vil vi gerne blive ved med, og I andre må gerne slippe grebet i vores støvler.

One thought on “Revolution skabes gennem faktiske jordnære forandringer

Add yours

  1. Kim forstår ikke helt de følelser, som vi revolutionære socialister har, nu hvor partiet er kuppet af en reformistisk fløj, ovenikøbet uden at denne drejning er sket i forhold til den tradition, der før har været for grundige og uddybende diskussioner, og vendt og drejet på afdelingsniveau blandt aktive medlemmer.
    Kim kender ikke til den begejstring og entusiasmen vi lagde for dagen ved oprettelsen af Enhedslisten for 30 år siden, da alle de gamle socialistiske grupperinger endelig fandt sammen i et fælles ægte rødt projekt.
    Det er ganske enkelt bittert at skulle opleve at den radikale venstrefløj vores parti er arvtager af, og som har holdt ud og eksisteret i over 100 år, nu er ædt af nutidens børn, som ikke forstår at den socialdemokratiske reformisme bygger på en accept af kapitalisme som samfundsform.
    Der er et sørgelig fravær, både af anti-kapitalitisk analyse og interesse for socialistisk politisk teori og praksis med henblik på at fremme et socialistisk samfund der bygger på fællesskaber, frihed og lighed. Derfor er partiets medlemmer i afdelingerne og udvalg nu blot endt som en slags gemen vælgerforening, og ikke som den politiske drivkraft der skulle fremme den socialistiske sag.
    Med socialdemokratiets svigt for sin egen sag, er der tydeligvis opstået et tomrum, som yngre og nye medlemmer af Enhedslisten, samt SF gerne vil fylde ud. Det indebærer, at vi der gerne vil holde den røde ideologiske fane høj, oplever en følelse af hjemløshed i partiet, da det er kampen for et andet samfund, der har vedvarende har holdt os ved ilden som socialistiske aktivister.

    Jeg kan som mangeårig medlem konstatere følgende i de senere år: Der har været et stort aktivistisk mandefald til trods for flere medlemmer. Vi ser en manglende interesse for afdelingsmøder, og nye folk kommer og går, da de ikke har en vigtig sag at kæmpe for, og derfor er det politiske kammeratskab under nedbrydning, socialt som politisk.
    De første 10-15 år følte jeg virkelig at have medindflydelse på partiets politik, men det gør jeg ikke mere; for med en fluktuerende medlemstilgang ud og ind af ikke dedikerede socialister, er magten endt hos de parlamentarisk valgte medlemmer, og vi har desuden et HB, der ingen kræfter bruger på socialistisk agitation og analyse.
    For Enhedslisten handler det i dag tilsyneladende om at genoprette den socialdemokratisk velfærdsstat man opfandt i 1950 og forsvarede indtil de i 80’erne slog ind på den neoliberale kurs.
    Denne grundlæggende borgerlige statsform har dog aldrig været målet for dedikerede socialister, og partiets skift i politisk fokus er årsagen til, at jeg ikke længere gider være politisk aktiv her, for reformismen har aldrig været min kamp.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: