Derfor har jeg meldt mig ud af Enhedslisten

Af: Henrik Nedergaard

Da resultaterne fra EU-parlamentsvalget rullede ind sent om aftenen den 26. maj, og det stod klart, at Enhedslistens selvstændige opstilling til parlamentet havde kostet Folkebevægelsen mod EU deres mandat, var der kun én ting at gøre: Jeg meldte mig ud af det parti, jeg ellers havde været medlem af siden november 1993.

Med en vis organisatorisk erfaring fra græsrodsbevægelser og med fagpolitisk arbejde i bagagen var jeg fra dag ét af mit medlemsskab af Enhedslisten udmærket klar over den gamle sandhed: Magt korrumperer. Jeg var derfor også klar over, at med stor sandsynlighed ville Enhedslisten på et tidspunkt komme til at opleve interne magtkampe, hvor en del af medlemmerne ville forsøge at dreje partiets formål væk fra en socialistisk revolution og i retning af hvad man kunne kalde en mere reguleret kapitalisme. Denne tilsyneladende uundgåelige højredrejning af venstreorienterede partier er i historiens løb blevet kaldt kampen mellem revolutionære og reformister, og i dansk sammenhæng er det nyeste og klareste eksempel det vi kalder ”at gå SF-vejen”.

Da Enhedslisten på et tidspunkt rent parlamentarisk lå med røven i vandskorpen og var ved at falde for 2%-grænsen til Folketinget, dukkede et nyt ansigt op, Johanne Schmidt-Nielsen. Hun havde en umiddelbar troværdighed og bragede igennem ved den afsluttende TV-debat op til et folketingsvalg, og det reddede Enhedslistens repræsentation i Folketinget. Og ved efterfølgende valg, godt hjulpet af, at både Socialdemokratiet og SF bevægede sig mod højre hurtigere end en hest kan rende, oplevede Enhedslisten en enestående fremgang, både i stemmetal og medlemstilgang. Dette gav partiet nye økonomiske muskler og muliggjorde ansættelsen af partiets første politiske rådgiver aka spindoktor. Enter Pelle Dragsted. Og Pelle blev en katalysator for den efterfølgende udvikling.

Fremgang og succes i politik avler altid to ting: En frygt for at miste det vundne terræn igen og en øget interesse fra mediernes side. Og Enhedslisten havde i forhold til de andre partier sine ”særheder”. For eksempel den kollektive ledelse, den nære kontakt til aktivistmiljøer, den medlemsdemokratiske styring af folketingsgruppen,uviljen til at indgå noget-for-noget studehandler, rotationsordningen, og ikke mindst et principprogram, der var åbenlyst revolutionært og derfor en torn i øjet på de borgerlige medier. Så hvis fremgangen skulle sikres og nye stemmer skulle vindes – og de fleste vælgere lå i sagens natur til højre for Enhedslisten – var det en oplagt tanke, at der skulle files nogle af de skarpe kanter væk. Og partiet havde med Pelle Dragsted fundet sig en mand med en mission: Enhedslisten skulle normaliseres.

Normaliseringen af Enhedslisten

På det mere symbolske plan blev der lagt et vist pres på partiets folketingsmedlemmer i retning af at klæde sig, som politikere nu gør. Jakkesættene dukkede op. Ligeledes tilsyneladende symbolsk gik folketingsgruppen væk fra at lade posten som politisk ordfører gå på omgang. Johanne blev politisk ordfører, men både hun og de fleste i partiet understregede, at der var ikke tale om, at Enhedslisten nu havde en formand. Men medierne jublede, for det her kunne de forstå.

Den næste hurdle var lidt tungere, for her skulle hele partiet inddrages: Det der irriterende principprogram skulle skrives om. Ganske smart blev ideen præsenteret som en modernisering af sprogbrugen, mens de grundliggende ideer kunne fastholdes – hed det sig. Det var her, at mine og andre medlemmers advarselslamper begyndte at lyse, men med den nævnte medlemsfremgang havde Enhedslisten fået mange frafaldne SF’ere og socialdemokrater som medlemmer, ligesom mange ikke tidligere organiserede havde meldt sig ind for at støtte folketingsgruppen og ikke så meget med blikket rettet mod partiets socialistiske mål. Med andre ord var den kritiske tilgang til de interne diskussioner blevet svækket, og det nye og ret udvandede principprogram gik glat igennem.

Thorning-regeringen

”I Enhedslisten siger vi, hvad vi mener, og vi gør, hvad vi siger” har hele vejen igennem været et slogan for partiet. Men i perioden under Thorning holdt jeg op med at bruge det slogan. Det gik landet rundt, da en ærlig Johanne Schmidt-Nielsen for åben skærm sagde ”I pisser på jeres vælgere!”, da S-R-SF-regeringen valgte at lave en skattereform sammen med de (andre) borgerlige partier i stedet for at stå ved den aftale, de havde forhandlet sig frem til med Enhedslisten. Men den ærlige vrede blev hurtigt tæmmet, for den efterfølgende finanslov fik Enhedslistens stemmer på trods af, at den var en cementering af den borgerlige politik, regeringen førte. Der lå oven i købet en årsmøde-vedtagelse om at folketingsgruppen ikke måtte stemme for en finanslov, med mindre den udgjorde et brud med den hidtidig førte politik. Så det var ikke kun regeringens vælgere, der blev pisset på, det var også Enhedslistens medlemmer. Men på det efterfølgende årsmøde blev den nævnte vedtagelse fordrejet så grundigt, at man kunne vedtage, at den skam var blevet overholdt. Endnu et vigtigt skridt i retningen af normalisering blev taget.

Men hvorfor var det så vigtigt ikke at vælte en socialdemokratisk ledet regering? Her må man forstå, at en del af det store normaliserings-projekt går ud på at fremstå troværdige over for de socialdemokratisk sindede vælgere, man håber på at vinde over til sig selv.

Op til det just overståede valg, lød det så pludselig fra Pernille Skipper, at ”Vi burde have væltet regeringen dengang, men vi vidste ikke det, vi ved nu”. Interessant. Vi var ellers en hel del partimedlemmer, der udmærket godt vidste, at vi var på gale veje, og vi tav ikke stille med det. Så den bortforklaring tillægger jeg ikke nogen troværdighed.

100-dages-planen

Det blev lidt lettere at være Enhedslisten, da Thorning mistede magten. Løkke-regeringernes flirten med Dansk Folkeparti og deres mere eller mindre åbenlyst fascistiske forslag lå lige til højrebenet for et venstrefløjsparti, omend det var lige ved at gå grueligt galt, da Odense-afdelingen pludselig stemte for udmøntningen af den klart diskriminerende lovpakke om de såkaldte ghettoer. Heldigvis har afdelingen dog forladt forligskredsen nu.

Men normaliseringen kørte videre, og det store flagskib skulle her blive den såkaldte 100-dages-plan: En plan med 100 konkrete forslag, der skulle vise, hvad Enhedslisten ville gøre i løbet af de første 100 dage, hvis partiet fik magt, som de har agt.

Her skal vi lige træde et skridt tilbage og se på, hvordan politikdannelsen er skruet sammen i Enhedsliste-regi. Rygraden i partiet er afdelingerne, der sender delegerede til årsmøder og delegeret-konferencer, hvor omhyggeligt udarbejdede (og gerne meget lange) forslag til politikker på de forskellige områder hugges til pindebrænde og samles igen. På årsmøderne vælges så en hovedbestyrelse, der skal holde øje med om folketingsgruppen nu også retter sig efter de vedtagne politikker. Med andre ord et tungt apparat, der til gengæld er svært at løbe om hjørner med.

Det var ikke desto mindre det, Pelle og co. satte sig for at gøre med 100-dages-planen, og med skam at melde lykkedes det dem. Der blev blandt andet af partiets ansatte på Christiansborg, som er tilknyttet folketingsgruppen, gjort et kæmpe stykke arbejde for at formulere de 100 forslag. Men hovedbestyrelsen blev ikke inddraget. Da planen lå klar, blev den sendt ud til de delegerede, så vidt jeg husker to dage før årsmødet i 2018. Og samtidig blev den præsenteret for pressen, ja, den var oven i købet i Information i fuld længde som et tillæg. Nu skulle Enhedslistens politik rigtig gøres synlig!

Men det var jo ikke Enhedslistens politik. Planen havde hverken været diskuteret i afdelingerne eller i hovedbestyrelsen. Det var folketingsgruppen, der stod som afsender. Allerede heri lå kuppet.

Der var så en række kritiske medlemmer, herunder også medlemmer af hovedbestyrelsen, der kritiserede processen og forlangte en diskussion blandt medlemmerne. Og faktisk endte hovedbestyrelsen med at vedtage, at der skulle være en indsamling af tilbagemeldinger og ændringsforslag fra afdelingerne. Dette var imidlertid en ren narresut. Da forslagene og bemærkningerne var kommet ind fra afdelingerne, blev de skrevet sammen til en rapport om hvilke kommentarer, der var kommet. Og det var det! Ikke et ord blev ændret i selve planen.

Det var hermed lykkedes for folketingsgruppen at tage magten i partiet, og det var samtidig lykkedes at ændre Enhedslistens politik på en række væsentlige områder. Blandt andet står der ikke noget i 100-dages-planen om at Danmark skal ud af EU, og nu, hvor vi har været igennem en valgkamp til EU-parlamentet, hvor spidskandidaten, Nikolai Villumsen, klart har givet udtryk for, at EU skal ændres indefra, er det tydeligt, at folketingsgruppen følger den plan, de selv har vedtaget, men ikke de årsmødevedtagelser, der siger det stik modsatte.

Mønsteret har gentaget sig siden da. For eksempel er Enhedslistens klimaplan også et udspil fra folketingsgruppen, og den blev ikke diskuteret i afdelingerne, før den blev lanceret over for pressen. En af de ting, der nu under regeringsforhandlingerne bliver diskuteret i medierne, er road-pricing, en løsningsmodel, der var taget med i klimaplanen, selv om konceptet ikke var diskuteret færdigt i partiorganisationen. At man således kobler politikdannelsen fra medlemsdemokratiet, kan i det lange løb komme til at koste Enhedslisten dyrt. Ikke bare mister man de måske gennemtænkte ideer og argumenter, der ofte var i medlemsskaren. Man bringer sig også i en situation, hvor det hele tiden er folketingsmedlemmerne, der skal forsvare partiets forslag, for medlemmerne er ikke klædt på til at gøre det.

Hvor blev socialismen af?

Da jeg så Pernille Skipper blive interviewet i valgkampen op til folketingsvalget, gik det op for mig, at nu var tidspunktet kommet: års utilfredshed med udviklingen i Enhedslisten fik det sidste puf, da hun skulle svare på nogle af de store spørgsmål. ”Hvis du nu forestiller dig en virksomhedsejer, som egentlig er enig med meget af jeres politik, skal han være bange for at miste ejendomsretten over sin virksomhed?” – og svaret var ”Nej”. Hvorpå Skipper nævnte, at Enhedslisten nærmere forestillede sig noget med en model ligesom i COOP.

Men COOP er ikke engang i nærheden af de oprindelige ideer i andelsbevægelsen. Den sidste rest af forbrugerstyring forsvandt, da FDB blev ændret fra at være en forening, der styrede en forretning, til at være en forening, der ejer en forretning. Men selv hvis vi ser bort fra svaghederne i lige COOP-eksemplet, så har andelsvirksomheder, der indgår i et markedsøkonomisk system, intet at gøre med socialisme. Og den model, der blev præsenteret i 100-dages-planen, hvor medarbejderne i forbindelse med lukning af deres arbejdsplads skulle have retten til at købe den, har heller ikke noget med socialisme at gøre. Den forestilling, som de ledende folketingsmedlemmer har, der reelt har taget magten i Enhedslisten, om at indføre en slags andelssocialisme, fortjener ikke engang den betegnelse. Der er i stedet tale om en variant af socialliberal politik. Det vil sikkert være populært blandt de vælgere, der befinder sig på midten , men det vil til gengæld ikke bringe os et skridt nærmere et socialistisk samfund, tværtimod.

Det står ikke lysende klart, hvornår Pelle, Skipper og hvem der ellers er de egentlige magthavere i partiet skiftede taktik og gik fra at prøve at overbevise Enhedslistens medlemmer om nødvendigheden af partiets normalisering til bare at gennemføre ændringerne uden at spørge ud fra devisen, at det er nemmere at få tilgivelse end at få tilladelse. Og det er ligeledes uklart, hvor mange i folketingsgruppen, der egentlig bifalder udviklingen, eller de bare har haft næsen nede i deres egne sager og har overladt det mere overordnede til dem, der havde lyst til at rode med de dele. Men det står klart for mig, at Enhedslisten har passeret det punkt, hvor den igangsatte proces kan stoppes. Kuppet er et faktum.

Hvad så nu?

Min interesse for politik er ikke blevet mindre. Der er problemer nok, som vi burde tage fat på, såsom fattigdom, sult, krige, klimaproblemerne, you name it! Men er der så et andet parti, jeg vil melde mig ind i, nu jeg har forladt Enhedslisten? Nej, jeg kan ikke se, hvad det skulle være for et. Det eneste bare nogenlunde seriøse bud til venstre for Enhedslisten, som samtidig er af en vis størrelse, er Kommunistisk Parti (KP). Men jeg er ikke stalinist. Så hvad angår partier, vil jeg vente på, at der dukker et nyt parti op til at fylde det enorme hul, Enhedslisten har efterladt ved sin vandring mod højre.

Men så er det jo godt, at der er et rigt foreningsliv i Danmark, og nye græsrodsinitiativer dukker jævnligt op. Jeg tror, at jeg vil bruge mit krudt på klimakampen. Det gjorde jeg også før jeg meldte mig ind i Enhedslisten, og der er mere brug for os klimatosser end nogensinde før.

Jeg stemte faktisk på Enhedslisten ved folketingsvalget, dels ud fra at de andre partier er værre. Og dels med baggrund i det velkendte argument, at hvis man stemmer blankt, overlader man mere af banen til fascisterne. Men jeg vil nu ikke love noget i forhold til det næste valg, men kritisk følge med i hvor store kameler Enhedslisten kommer til at sluge i denne valgperiode. Hvis de ender med at pege på Mette Frederiksen, og samtidig accepterer, at socialdemokraterne fortsætter deres fremmedhadske udlændingepolitik, vil jeg have meget svært ved at sætte kryds ved Ø igen. Der er nemlig den svaghed ved argumentet med fascisterne, at det strengt taget kan bruges til at forsvare at stemme på næsten hvad som helst.