Provokationer designet til uro og vold – er det meningen med ytringsfriheden?

Af: Allan Krautwald

Er vold så svaret på blasfemi og udgrænsning. Naturligvis ikke. Men der er opførsel, der er designet til tæv, fordi den bringer folk i følelsernes vold. Det er netop, hvad den enfoldige Paludan spiller på.

Skal der være grænser for ytringsfrihed i et demokratisk samfund? Nej naturligvis ikke. Men vi må erkende at visse ytringer ikke tjener til andet end at provokere.

Palmesøndag bragtes påskefreden til ophør endnu inden den havde sænket sig. Den stærkt og alt for omtalte provokatør Rasmus Paludan fra det såkaldte Stram Kurs, afholdt endnu en af såkaldte demonstrationer på Blågårds Plads i København. Oprindeligt var seancen tiltænkt Mjølnerparken på Ydre Nørrebro, men det fandt ordensmagten var for provokerende, idet bebyggelsen blandt andet huser et større antal nydanskere med muslimsk baggrund. Politiet valgte derfor at flytte provokationen væk fra boligområdet og ind på Blågårds Plads.

Politiet er i deres gode ret til at flytte demonstrationer og provokationer til et andet sted, hvis de vurderer at der er risiko for forstyrrelse af den offentlige orden. Tidligere er blandt andet nazistiske optog flyttet ud i industrikvarterer og der er andre eksempler på det. Det er derfor relevant at spørge, hvorfor politiet af alle steder flyttede Paludan til Blågårds Plads? Ud fra førnævnte betragtninger ville der jo være mindst lige så stor sandsynlighed for at forstyrre den offentlige orden som i Mjølnerparken.

”§ 79 Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Når grundloven er så tydelig i sine formuleringer, kan det undre, at politiet ikke allerede i første omgang tog § 79 i anvendelse. Skyldtes manglende intellektuel kompetence eller et ønske om at skabe konfrontationer? Begge dele jo helt gale.

Paragraf 79 siger klart, at man ikke under alle omstændigheder har ret til at forsamle sig og heller ikke på et bestemt sted. Politiet kunne altså have forbudt Paludans provokationer på Nørrebro allerede inden de tog sin begyndelse eller de kunne have flyttet ham til et sted hvor han ikke kunne genere den offentlige ro og orden. Det valgte politiet først at gøre midlertidigt efter der var sat brand i gaden. Dette fejlskøn taler for en nærmere politisk undersøgelse af, hvad der faktisk foregik Palmesøndag og dagene derefter.

Der har efter urolighederne været talt en del om, hvorvidt det var en fejl at ophæve blasfami paragraffen, det skal jeg ikke gå ind i her. Men straffelovens § 266b siger:

“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Som en spurgte på Facebook, ”hvorfor er Rasmus Paludan i TV og ikke i fængsel”.

Efter urolighederne stod vore politikere selvfølgelig i kø for at kommentere med statsministeren i spidsen. Løkke skrev sådan set ikke noget, som vi ikke alle kunne skrive under på. Men denne skribent kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at det i høj grad er Løkkes regering og deres støtteparti, der har skabt det spirende had til alt fremmed i vort land og det forekommer trods ordene noget hyklerisk.

Den politiker der efter min mening har udtrykt det mest fornuftigt og afbalanceret er Jens Rohde fra De Radikale, som på Facebook skrev:

”Det er også en fuldstændig meningsløs form for ytringsfrihed. Hvis jeg stillede mig op i Vestjylland og brændte kors og bibler af, ville jeg med garanti få fiskerlussinger og det, der er stærkere. Og blive meldt for blasfemi – dengang det var muligt. Og godt for det. Afskaffelsen var en fejl.
Jeg kan godt huske reaktionerne, da der på et tidspunkt kom sandaler på markedet med billede af Jesus. Ham skulle man ikke træde på, så de blev trukket tilbage. Jeg husker også Indre Missions reaktioner, da jeg udeblev fra en gudstjeneste på grund af en Indre Missionsk præst. Jeg har aldrig fået så mange vrede breve og telefoniske henvendelser i min tid i Folketinget som da. Selvom vor religion i Danmark primært er en holdningsreligion i modsætning til det meste af verden, der har en praksisreligion, har også vi vores grænser.
Hvad tror man så lige, der sker, når man pakker en koran ind i bacon, brænder den og griller pølser på den? Jeg forstår godt folks vrede. Det er jo perverst. Intet mindre.
Ytringsfriheden er begrænset af love og domme, fordi et demokrati skal beskytte sine minoriteter og folks ret til at tro.
Er vold så svaret på blasfemi og udgrænsning. Naturligvis ikke. Men der er opførsel, der er designet til tæv, fordi den bringer folk i følelsernes vold. Det er netop, hvad den enfoldige Paludan spiller på.”

Vi skal værne om ytringsfriheden, men samfundet har også en pligt til at sige fra i forhold til golde provokationer, som er designet til kun at skabe uro og intet andet.