Vi skal have Enhedslisten tilbage til medlemmerne

Af: Hans Jørgen Vad

Den 17. maj i 2006 gik 65.000-110.000 på gaden i de største demonstrationer, som vi har set siden 1985. Baggrunden var det truende Velfærdsforlig, som blev indgået en måneds tid senere og bl.a. betød, at pensionsalderen skulle hæves fra 65 til 67 år. Enhedslisten og SF var lodret imod og opfattede det ikke som ‘velfærd’, men som et led i en “afvikling af velfærdsstaten”.

Jeg er ikke bekendt med, at Enhedslisten skulle have ændret holdning siden. Men i referatet fra det seneste møde i Enhedslistens forretningsudvalg (FU, 3. april), kan man læse, at “FU beder om en forklaring på hvorfor pensionsalder ender på 67 år. Det tages op på næste FU-møde.”

Da der ikke er noget bilag, fremgår den konkrete baggrund for beslutningen ikke. Men et kvalificeret gæt kunne være en “nyhed” på hjemmesiden den 29. januar, hvor det fremgår, at “Stigningerne i pensionsalderen skal stoppes, så den ikke kommer over 67 år”. Og at reaktionen kommer nu, kan skyldes et aktuelt pres for klare svar fra Enhedslisten på pensionsspørgsmålet.

For en accept af, at pensionsalderen kan stige til 67, harmonerer jo rigtigt dårligt med kravet om en opsigelse af Velfærdsreformen fra 2006, som vi kræver andre steder, fx i fagligt regi.

Hvem bestemmer?

Jeg skal ikke her gå nærmere ind i pensionsdebatten, men kun pege på det åbenlyse problem: Hvad er vores helt præcise politik på området, og ikke mindst: Hvem bestemmer den?

Et spørgsmål, som er blevet yderligere aktualiseret med Gunna Starcks debat-indlæg i marts-nummeret af Rød+Grøn. Her skrev hun bl.a., at fortællingen “om det flade parti med magten placeret hos medlemmerne (et HB valgt på årsmødet) er stille og roligt blevet en myte uden hold i virkeligheden og vores – i hvert tilfælde min – selvforståelse. Vi ligner mere og mere de andre.”

Problemet er Ikke nyt

Gunna Starck har efter min opfattelse ret i dette. Men jeg synes, at hun glemmer at nævne to ting. Dels ikke er noget helt nyt, og dels at det i høj grad er HBs eget ansvar, at det har udviklet sig sådan.

Jeg vil ikke gå meget i detaljer med det sidste, men her nøjes med at nævne, hvordan folketingsgruppen op til de sidste årsmøder helt har fået lov til at sætte dagsordenen uden HB har haft anden rolle end efterfølgende at blåstemplet folketingsgruppens tiltag. Det var både tilfældet med ‘de røde linjer’ og ‘100-dagesplanen’.

Og noget af det samme gælder ovennævnte eksempel fra FU, som først nu reagerer – trods mange tidligere medlemshenvendelser, som har efterlyst politisk klare svar. Og hvor FU har forsømt at svare på en måde, som fastholder de principper, som bør gælde for FU og HB som øverste ledelse mellem årsmøderne.

Hvad er løsningen på problemet?

Der findes ingen enkle svar på dette. Og det er ikke nok at få en anden sammensætning af HB, hvis et nyt HB-flertal også bare føjer sig for trykket fra folketingsgruppen og det store apparat omkring det.

Det hører her med til billedet, at der ressourcemæssigt er et meget ulige forhold mellem en hovedbestyrelse på 25, som mødes en gang om måneden, og det meget store antal fuldtidsfolk på både Borgen (inkl. folketingsmedlemmer) og landskontoret. Skal en hovedbestyrelse kunne matche det, kræver det ikke kun viljen, men også en klar prioritering.

Men det vigtigste er nok en langt mere åben kultur om de diskussioner, der føres centralt, så det åbent kommer ud til medlemmerne, hvad evt. uenigheder går på. For i den sidste ende, er det kun et aktivt og engageret medlemsdemokrati, som kan holde en partiledelse på sporet.

Det har intet at gøre med kvaliteten af de mennesker, som sidder centralt. Men det hører til demokratiets ABC, at hvis forbindelsen mellem top og bund brydes, så visner demokratiet. Og i længden også den græsrodspolitik, som bør være en afgørende del af Enhedslistens DNA. Mister vi det, er der ingen stopklods for, at vi bliver “mere og mere som de andre”.

En enig folketingsgruppe er ingen dyd

Men det er ikke kun vigtigt, at debatter i HB (og FU) lægges åbent frem – det gælder også folketingsgruppens. Det er (udover at være utroværdigt) dræbende for demokratiet med en misforstået ‘vi-skal-altid-fremstå-enige’-kultur – især gruppen helt åbenlyst ikke ER enig.

Rent faktisk er det vedtægtsbestemt, at hvis der er uenigheder i gruppen, så skal de fremlægges for HB – og hermed de ud til alle andre. Det skete fx ikke, da Chr. Juhl i sin tid blev frataget sit ordførerskab, som alle af indlysende grunde ikke var enige om. Alligevel så vi et forløb, som var mere lukket end et pavevalg.

Så vi har brug for folk i folketingsgruppen, som tør lægge uenighederne ud. Det er ikke let med den nuværende lukkethedskultur, men det kan blive endnu mere nødvendigt under en ny regering.

Oppositions- eller støtteparti?

For det er først her, at vi får den afgørende test på, i hvilken grad medlemsdemokratiet og Enhedslistens græsrodspolitik er blevet forvitret? Eller kort og godt: Om vi vil holde fast i at være et markant oppositionsparti, som vi vedtog i 2015? Eller om vi vil ende som et tandløst støtteparti – måske endda med ansvar for et regeringsgrundlag, som Enhedslistens menige medlemmer ikke kan genkende sig i?

Når jeg flere gange har advaret mod dette, er det fordi både det sidste årsmøde, men også tidligere i HB ikke har villet afvise, at kunne ske. Sker det, bliver det med nogle meget blegrøde linjer, tror jeg godt, at jeg kan love!

Men faren lurer jo ikke kun lige efter valget – men også i, hvad vi kan komme til at sige ja til i regeringsperioden. Sporene fra pinseforliget i 2013 er skræmmende. Men i et mudret politisk farvand, kan man frygte det, som er endnu værre.

Ikke så slemt som SF – efter ‘søvndaliseringen’?

Man kunne frygte, at det i værste fald kunne lige så galt som med SF i sin tid – bare uden ministerbiler. Når jeg alligevel ikke tror, at det kommer til at gå helt så galt, skyldes det én væsentlig forskel, nemlig at vi stadig har et formelt stærkt græsrodsdemokrati i Enhedslisten.

Vi skal jo ikke glemme, at der som led i at gøre SF regeringsparat var sket en systematisk udhuling af medlemsindflydelsen, den såkaldte ‘søvndalisering’.

En lignende proces i Enhedslisten blev der også talt meget om i medierne – men den løb jo ind i en ‘demokrati-mur’ på årsmødet i 2016, hvor alle forslag i den retning faldt med et brag. Derfor kan vi håbe på en hurtigere reaktion i ELs græsrødder, hvis tingene for alvor skrider.

En markant oppositionsprofil ville give store muligheder

Om det kan lykkes at sikre en markant oppositionskurs, er jeg desværre mindre sikker på. Og det er drønærgerligt, for der ligger her store potentialer. Tænk bare på, hvordan vi havde stået, hvis vi i 2013 havde holdt os ude af det meningsløse pinseforlig og holdt fast i dagpengekravene?

Det var en situation, hvor SD var helt nede på omkring 16 % i visse målinger og vi var oppe og snuse til 14 %, hvor vi indgik et forlig, som INGEN almindelige mennesker roste os for. Når selv top-bureaukrater som a-kasse-direktører kaldte det “hul i hovedet” indsnævredes målgruppen yderligere.

Måske så meget, at vores eneste sympatisør var Harald Børsting, som folketingsgruppen havde ført “timelange samtaler” med før den indgik forliget (uden FUs viden). Den slags er ikke politisk håndværk – det var klamphuggeri fra én af de nederste skuffer, hvis formålet var stemmemaksimering, da selv Børsting næppe belønnede os med sig!

Det er ikke givet, at der præcist kommer en lignende situation igen. Men her og nu kunne meget være vundet, hvis vi konsekvent stod fast på fx:

– Den modstand mod ø´en (til ¾ mia. på finansloven), som vi stort set har overladt til Morten Østergaard. Men selv beløbet fortiede vi i vores finanslovskritik.

– Systematisk at udfordre Mette Fs pensionsfup, og vedholdende udfordrede hende med et krav om at opsige 2006-forliget.

– Vores ghetto-modstand, hvor vi fx har forsømt at udfordre diskriminerende præmisser som ‘anden etnisk baggrund’.

Der kunne nævnes andre områder. Men vores største svaghed er måske en manglende evne til at forbinde os med vreden derude? Den vrede, som ELs menige medlemmer mærker i det daglige – og som vi skal have kanaliseret op i toppen?

Det sker måske ikke på én gang. Men den kan jo blive så stor, at den af sig selv sætter dagsordenen – som vi så ved OK-18 og sidst protesterne mod normeringerne i daginstitutionerne.

Men det kan jo aldrig skade, hvis Enhedslistens græsrødder også skubber i den retning.