Tale til Danmark.

Rådhuspladsen

Af: Josephine Nørring, skuespiller.

Ved demonstrationen “Nok er Nok” for menneskerettigheder i Svendborg den 10. december holdt Josephine Nørring denne tale, som her gengives med hendes tilladelse.

I øjeblikket sidder jeg og arbejder i et idyllisk bondehus ude i Rantzausminde. Huset var den verdensberømte tyske forfatter og dramatiker Bertholt Brechts hjem i årene op til 2. verdenskrig, da han flygtede fra Nazisterne, for at kunne fortsætte med at skrive. Og der sad jeg så, og kunne ikke finde ord. Jeg kunne ikke finde min egen stemme. Indtil jeg tænkte det her, som jeg ønsker at dele med jer:
Vi er et lille land, med stor rigdom. Ser man på hele kloden, er vi blot en plet på lagenet, men vores arv og indflydelse fylder betydeligt mere end det.
Vi promoverer os selv som eventyrlandet. Vi har Carlsberg og Tuborg, Mærsk og Niels Bohr. Store arkitekter, internationale firmaer og vores skuespillere er med i serier på HBO
Vores flag vejrer så mange stæder på kloden og det er et af de pæneste, fordi det er et af de ældste. I 2019 har regeringen sat 3 millioner kroner af til at fejre Dannebrogs 800-års fødselsdag. Det er da noget!
Og så stopper vi lige engang. For hvad foregår her? Hvad er det der sker? Jeg ved godt, at alt det jeg lige har nævnt, er noget vi sælger os på. Noget som tiltrækker turister og forretningspartnere…
Så hvorfor føles det så klamt? Det gør det, fordi det er løgn – Altså ikke løgn som i usandt. Men måden, vi taler om os selv på, er ved at blive en løgn.
Jeg prøver virkelig at forstå, hvorfor jeg er så trist. Hvorfor det hele føles så ligegyldigt. Hvorfor jeg skal tage mig sammen for at fejre mit land og mit flag.
Jeg kan huske lykken ved at vågne op på min fødselsdag, når min mor eller far sang fødselsdagssang for mig, og Dannebrogsflaget, som min mor havde broderet mit navn på i hjørnet med guldtråd, sendte en brise mod mit ansigt når det fejede frem og tilbage over min seng, mens junisolen brændte hul i træernes blade ude i haven og fortalte mig, at om lidt skulle jeg ned på vejen og lege med de andre.
Jeg kan huske, at de voksne var bange for den kolde krig. At min mor syntes at Uffe Ellemann var slesk og upålidelig. Jeg kan huske en masse sorg og konflikt og ensomhed, men jeg stolede ALTID på, at jeg boede i et godt land. Jeg vidste, at selvom livet kan være frygtelig svært, så var jeg så afsindigt heldig tilfældigvis at være blevet født i lille Danmark. At vi var gode mennesker. At det nok skulle gå.
Og da jeg blev ung, oplevede jeg hvordan, mine venner og jeg måske nok kunne bringe skam over vores land ved at drikke os fra sans og samling i Prag eller Rom, men vores land bragte aldrig skam over os! Jeg kunne være stolt af, hvor jeg kom fra, fordi vi VAR noget. Vi SOLGTE os ikke på at være noget. Vi VAR fredselskende og diplomatiske og solidariske. FOR SATAN!
Og nu hvor er jeg er voksen, så ser jeg det stadig. Jeg ser hvordan danskerne igen og igen lever op til de værdier, jeg sætter så højt! Hvordan folk hjælper hinanden og finder løsninger sammen.
Hvordan mange stadig er venlige og hensynsfulde og velkommende ligegyldigt hvor i landet man befinder sig og hvilken politisk overbevisning de måtte have… I bund og grund er vi så afsindigt venligbo-agtige i vores kultur – SÅ HVAD FANDEN SKER DER???
Hvad skete der med at gå i krig med USA i Irak? Hvorfor havde løgnene ingen konsekvenser? Hvorfor blev det ikke en ny Tamilsag, hvor advokater med tonsvis af dokumenter i armene kæmpede sig op ad trappen til højesteret og fik de politiske hoveder til at rulle?
Og hvad skete der for de der Mohammed tegninger? Hvor var Niels Hausgaard humoren henne???
De var sgu da ikke sjove! INGEN af de tegninger var jo sjove på en dansk måde! Grinede vi? Nej! Vi var bare vrede på nogen eller hinanden. Og vores flag blev brændt på gaderne og vores ambassader blev smadrede og vores naboer så på os som snavsede underbukser. Vi mistede alliancen med Sverige og Norge. Vi mistede os selv!
Vi har indført obligatorisk håndtryk, folkens! What? Vi er en hel nation, som er åndssvagt akavede til at hilse på hinanden. INGEN ved, om man er på krammer eller håndtryk eller anerkendende nik, og så er det pludselig obligatorisk at give hånden????
Hvis de virkelig ville have at udlændinge opførte sig rigtig dansk, skulle de da på kursus i at give pinlige krammere! Og lige nu planlægger vores folkevalgte så, at sætte 100 mennesker, som vi ikke vil have i vores land, ud på en sygdomsbefængt øde ø i fucking Stege Bugt!
Og jeg ved ikke, om der lige nu er nogen som er enig i den måde at lave politik på, som lytter. Det er nok tvivlsomt, men jeg nødt til at sige det her alligevel:
Jeg har været så rasende på dig. Hvad bilder du dig ind at skide på den enorme fælles rigdom, som vi er vokset op med. Det store menneskelige overskud, der kommer af at vide, hvor HELDIG man er. Hvor heldige vi er, at være dumpet ned her mellem urtegård og humlehave. Du smadrer det hele med din stemme! Du smadrer det hele med din selvretfærdighed. Hvem har tisset på din sukkermad? Har jeg? Har en syrisk mindreårig flygtning? Har Benny Andersen og Halfdan Rasmussen eller Niels Hausgaard? Har nogen trådt dig så meget over tæerne, at du føler ret til at være den værste dig!
Og så trækker jeg lige vejret. For det hænger jo ikke sammen. Vi er rigere, bedre uddannet og sundere end nogensinde før! ”Vi er hundehoveder og hængerøve og socialdemokrater hele bundtet…”
Så hvorfor er vi så bange og vrede på hinanden nu? Det giver jo ingen mening. Men det gør det måske. Jeg er ikke vred på dig mere. Jeg ved, at jeg også bed på krogen. Jeg ved at vi begge er blevet kuppet om natten og i stedet for at fange forbryderne, fik forbryderne os til at slås med hinanden. Jeg mener, at vi skal vifte alt det vi ønsker med Dannebrog, som folkets flag.
Men fortjener vores stat stadig at bære vores fælles symbol. Vi bliver plyndret og manipuleret. Dong, Postnord, DSB, Danske Bank, vindmølleenergi til Facebook og Google, Bankskandalen, Irak krigen… Nogen har en plan! Alt det vores forældre og bedsteforældre har bygget op er ved at blive nedbrudt af dem, som vi har sat til at skulle varetage det, samtidig med at de får os til at hade hinanden og polerne smelter. Nok er nok! Det er tid til en revolution!
En revolution med klaphatte og børnehavebørn i gule veste og Kim Larsen sange og kolde øl på dugvåde havemøbler, rødgrød og fiskefrikadeller! En revolution, som faktisk hjælper os til at finde sammen igen. En revolution, der befrier Odense fra sit H.C. Andersen diktatur og fritager København fra at skulle være så pisse-Wonderful over det hele, og giver Aarhus et smil på læben, de selv tror på! Lad os finde på nye måder at give liv og håb til de små byer. Og den som kommer med som gæst, får dejlig chokolade og kage til!
Om lidt er kaffen klar og Danmark er ikke det værste vi har!
… Det er nemlig Martin Henriksen!
 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: