Fattig, men moralen fejler ingenting.

Af: Linda Villadsen, Næstehjælperne

Hvad får man at vide, hvis man undersøger beboerne i et boligområdes etnicitet, indkomst, antal dømte og uddannelsesniveau ?

Svaret burde være ligetil. Man får at vide, hvor mange der er født i Danmark, hvor mange penge de tjener og hvilken uddannelsesbaggrund de har. Det er, hvad man får at vide. Intet andet.

Man får ikke at vide, om det er utrygt at bo i området. Man får ikke at vide, om beboerne er glade for deres boligområde. Man får ikke at vide, om man kan lide sin nabo, om der er et godt sammenhold beboerne imellem.

Alligevel bliver der, fra regeringens side sat et mærkværdigt lighedstegn mellem etnicitet, indkomst og uddannelsesniveau …… og uønsket adfærd i form af vold, negative værdier, hærværk og sociale problemer. Bare sådan – og uden at vide. Mennesker med lav indkomst, mennesker på overførselsindkomst, mennesker med en anden hudfarve og mennesker med et lavt uddannelsesniveau har en skidt karakter og udviser dårlig adfærd. Bor der mange ”af den slags” er boligområdet en ghetto.

Der er uden tvivl problemer i nogle boligområder. De beboere, der giver udtryk for lettelse for ”nu sker der endelig noget” har ret. Deres oplevelse af det boligområde de bor i er ikke forkert.

De beboere, der giver udtryk for, at de er glade for deres boligområde og giver udtryk for, at de er glade og trygge der, har også ret.

For det man har spurgt om, og det man har uddelt ghetto stempler efter, giver ikke svaret på spørgsmålet: ”Er der problemer i dette boligområde?”

Man kunne have spurgt beboerne. Føler du dig tryg her? Oplever du hærværk? Oplever du larm og uønsket adfærd fra dine naboer? Men det har man ikke gjort. Det er da naturligvis også lettere, at stigmatisere på baggrund af uddannelse, hudfarve og indtægt.

Jeg har boet samme sted som en bankrøver. Han gjorde mig ikke utryg. Jeg har haft en overbo, der var dømt for et mord. Han var i øvrigt universitetsuddannet, spillede saxofon  og klappede hunden, når jeg kom gående ned af trappen med den. Uden at skulle negligere hans handling, så gjorde han mig ikke utryg.

Jeg har haft naboer fra Bosnien og Tyrkiet. Jeg har haft en underbo fra Pakistan – og ser man bort fra, at jeg synes deres børn larmede lidt vel rigeligt og det var lidt stramt med duften af curry kl. 8.00 søndag morgen, så var det såmænd fint nok.

Jeg har også haft en overbo, der var håndværker. Han spillede Hanne Boel på repeat og solgte amfetamin i fritiden. Det havde vi en uoverensstemmelse omkring. En brækket næse senere, kunne jeg konstatere, at håndværkeren i allerhøjeste grad, gjorde mit boligområde utrygt.

De spørgsmål, der bliver stillet, når der skal besluttes om et boligområde er problematisk eller ej, besvarer ikke spørgsmålet. Man kunne med fordel stille de spørgsmål, der er vigtige for beboerne, men man kan selvfølgelig også bare lade være – og fortsætte det ideologiske korstog, der skal overbevise os alle sammen om, at mennesker med andet etnisk herkomst og mennesker med en lav indkomst har en dårlig moral, der hærger og ødelægger fællesskabet. Klart det letteste – og selvom det ikke er sandt, så er det så befriende bekvemmeligt.