70 år med menneskerettigheder.

Rådhuspladsen

Af: Morten Andersson, tidligere leder af Asylskolen i Ollerup

Tale holdt med demonstrationen Nok er nok – for menneskerettigheder i Svendborg den 10. december 2019

Det kan lyde gammeldags at tale om ordentlighed. Men det er simpelthen ikke nok, at være optagede af at være ordentlige! Vi er nødt til at tænke: Hvad kommer først? Hvad er forudsætningerne for at udvikle ordentlighed? Og kan man det, hvis hjernen er blevet lidt fattig og dum?

Jeg var leder af en Asylskole for uledsagede børn og unge, da Inger Støjbjerg fejrede sine stramninger på asylområdet. Derfor er denne tale præget af det perspektiv, at tage i mod fremmede.

Det er næsten blevet en kliche og en stående joke – at referere til kagefejringen. Og i dag ved jeg ikke, hvad der er værst: Selve kagefejringen – eller at det stadig, den dag i dag, har været helt konsekvensløst offentligt at fejre de lovstramninger.

Jeg har brugt størstedelen af min ungdom og mit voksne underviser liv på at hellige mig den særligt, danske tradition – foreningsliv og folkeoplysning. Jeg har gennem årene haft flere hundrede højskoleelever, hvor jeg stolt har berettet om, hvor privilegerede vi er – at staten støtter de frie skoler, mod at vi veksler med frisind, folkeoplysning og demokratisk forståelse.

I dag kan jeg lidt provokerende have lyst til at sige – at alle folkehøjskoler skal levere deres kulturstøtte fra de sidste 10 år tilbage – fordi deres oplysningsarbejde tydeligvis ikke virker – eller fordi at ingen af dem, der arbejder med lovgivning, har befundet sig i en frivillig forening eller på en højskole.

Selvfølgelig mener jeg det ikke, jeg mener at aktivt foreningsliv og frie skoler er nogen af de bedste bud at påvirke med! Men hvad bruger vi al vores folkeoplysning til?

Når man følger tonen, den politiske dagsorden og retorikken omkring flygtninge og indvandrere – og samtidig ved, hvor få mennesker, det drejer sig om – ja, så må jeg også erkende, at lovgivning, ord og retorik lige nu graver grøfter og skaber helt unødvendige skræmmebilleder.

Vi har alderstest via knogle- og tandtest, baseret på empiri fra vest-europæisk opvækst, kost og fysiologi – med en fejlmargen på ca. 2 år.

Vi taler om et udrejsecenter på en ø.

Vi har fået burka og nigabforbud

Vi taler om et paradigmeskift med skift fra permanent ophold til midlertidigt ophold.

Vi har procedurer til asylansøgninger, som skal gøre det utåleligt og ikke attraktivt at søge asyl.

Vi siger nej til kvote-flygtninge.

Vi er allerede godt og grundigt i gang med at gøre os selv fattigere. Og her tænker jeg på ingen måde, på de kroner, der bliver anvendt til symbolpolitiske beslutninger – jeg tænker på den fattigdom, der opstår, når man vokser op i et samfund, der tænker sådan.

Jeg skal spare jer for et længere neuro-pædagogisk oplæg – men vil godt afsløre at vores hjerne er en utrolig plastisk og formbar størrelse, som gennem år og generationer former sig efter, hvad den befinder sig i.

Man kan jo spørge sig selv? Hvordan vil vi gerne have at hjernerne i Danmark er formet?

Jeg vil godt samtidig afsløre, at en fleksibel og kompleks sammensat hjerne IKKE udvikles af stereotyper og frygt – stereotyper giver alt for lidt forstyrrelse og skaber primært en ikke-fleksibel og sort/hvid tænkning.

Frygt giver meget ringe mulighed for at bruge fornuft og forståelse.

Diversitet og mangfoldighed er faktisk den bedste forudsætning for at udvikle en fleksibel, forstående og kompleks hjerne.

Måske er vi faktisk i gang med at gøre os selv både fattigere – og dummere.

Man kan næsten tænke, at vi bliver mindre og mindre.

Mere snæversynede og indskrænkede.

Mindre tillidsfulde og mere angribende.

Er det den fremtid, jeg ønsker mine elever skal møde?

Eller som forælder – er det den fremtid, som jeg ønsker at mine børn skal vokse op i?

Jeg er meget optaget af Steen Hildebrandts citat om ”at man kan ikke ændre et problem, ved at bruge det samme sprog, som har skabt problemet” – og jeg tænkte meget over det i forhold til talen i dag. Du har 5-10 min i dag, Morten – hvordan vil du bruge dem?

Jeg vil bede jer om at være med til et eksperiment. Det kan virke fjollet og legende i så alvorlig en dagsorden – men gå med på ideen, i forsøget at skabe et andet sprog. En anden oplevelse og en anden erfaring – end det vi kender fra artikler, nyheder og sociale medier. Derfor vil jeg bede jer om at gøre 3 ting sammen med mig – de er ganske enkle og ufarlige.

Jeg vil bede jer vende jer mod en i flokken, som I ikke kender. Når I har fundet denne, så vil jeg bede jer stille den anden 3 spørgsmål, som I kunne være nysgerrige på.

At være i stand til grundlæggende at kunne møde en, du ikke allerede kender – og være nysgerrig på den anden, må vi tage som en forudsætning.

Jeg vil bede jer alle stå sammen hånd i hånd – i lange rækker. Og sammen tæller vi til 19 – fordi i 2019 vil vi gøre det bedre og anderledes. 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-11-12-13-14-15-16-17-18-19!

Den sidste ting jeg vil bede jer om – og her må I gerne vælge en I kender. Jeg vil gerne skabe et billede, her på det lille torv i Svendborg, hvor alle jer, 2 og 2 personer sammen, giver hinanden et godt langt kram – helt i stilhed. Jeg tæller til 10 – og krammet skal vare alle 10 tællinger. 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10

Tak.

Jeg håber, at I vil tage disse 3 enkle aktiviteter med hjem efter i dag.

Min pointe er:

Jeg føler mig dansk, jeg føler mig rummelig, jeg føler mig oplyst og jeg vil værne om friheden til fx egen religion, seksualitet og politisk ståsted.

Selvfølgelig – selvfølgelig – selvfølgelig – selvfølgelig – selvfølgelig er vi med over 200 års oplysningsarbejde og frihedstænkning ekstremt godt rustet til, med overskud og menneskelig indsigt, at være frontkæmpere for menneskerettigheder – og at det på ingen måde må betvivles i Danmark.

Vi burde jo være her, hvor alle rettede deres øjne og blev inspireret.

Det kan lyde gammeldags at tale om ordentlighed. Men det er simpelthen ikke nok, at være optagede af at være ordentlige! Vi er nødt til at tænke: Hvad kommer først? Hvad er forudsætningerne for at udvikle ordentlighed? Og kan man det, hvis hjernen er blevet lidt fattig og dum?

Vi har verdens bedste mulighed for at blive rige og kloge. Rige på diversitet og menneskeværd – og kloge på mennesker.

Og jeg kan ikke vente med at gøre det sammen med jer

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: