Partiet med den pinlige boligpolitik. Har Enhedslisten svigtet i boligpolitikken?

Af: Margit Kjeldgaard, medlem af Enhedslisten

Enhedslisten har svigtet i boligpolitikken. Uligheden i samfundet viser sig som polarisering på boligmarkedet og polariseringen på boligmarkedet øger uligheden. Godt nok har både udsatte boligområder og boligskat været på årsmøde i henholdsvis 2011 og 2012, men meget mere er der ikke sket.

Bred front mod de almene boliger

Det aktuelle angreb på den almene boligsektor og diskrimination af folk, der bor dér, har meget vidtrækkende konsekvenser. Det drejer sig om et lovkompleks mod de såkaldte parallelsamfund og ghettoer, hvor Enhedslisten står meget alene som modstander af følgende lovforslag:

L6: Bedre fordeling i daginstitutionerne
L7: Obligatorisk læringstilbud til 1 årige

L14: Kommunens styrelse – ghetto repræsentanter

L22: Dobbelt straf
L38: Kriterier for ghetto listen samt nye initiativer

L39: Anvendelse af landsbyggefondens midler

L60: Obligatoriske sprogprøver i udsatte

(Man kan læse lovtekst, læse og høre talerne under behandlingen i folketinget, læse bilag og til sidst læse partiernes indstilling inden afstemning – gå ind på ft.dk og søg i ”dokumenter” det pågældende lovforslags nr.).
Omkring 1. december, 2018 kommer listen over de boligområder, der betegnes som ghettoer efter de seneste kriterier.

Lovforslagene har store konsekvenser:
Det berører de almene boligselskaber, som skal vælge hvad de vil gøre ved de bebyggelser, som står på ghetto listen, om de skal omdannes til ungdoms- og ældreboliger, om der kan sælges nogle fra eller om blokke skal rives ned.
Beboere og boligsøgende får færre muligheder for bosætning i de udsatte boligområder, får pålæg om at sætte 1-årige i vuggestue og børn skal skifte daginstitution.
Når og hvis der skal findes plads til dem, som ikke længere må bo i de ”hårde ghettoer” og udsatte boligområder, vil andre boligområder i kommunen formentlig skulle skaffe plads før folk på ventelisten, hvorefter disse boligområder måske kommer på ghetto listen året efter.
Folketinget vil bruge næsten alle de penge, beboerne har sparet op i Landsbyggefonden og det betyder at de renoveringer, som ifølge planen, var aftalt til at gå i gang i de kommende år, må udskydes. Pengene vil i stedet blive brugt til at renovere, gøre nogle boligområder salgsklare for private opkøbere eller blive brugt på at rive blokke ned.

Udkantsområderne i Danmark vil også mærke tilvandring af folk med små indkomster (som de i forvejen har en relativ stor andel af).
Kommunerne skal sandsynligvis rive daginstitutioner ned og bygge nye udenfor de udsatte boligområder. Desuden vil kommuner fremover have færre steder at anvise borgere i mangel af bolig, fordi dette pt. kun kan ske i almene bebyggelser.

For hele samfundet betyder færre almene boliger, at det bliver endnu sværere at finde en bolig, hvis man ikke har penge til en udbetaling på en ejer- eller andelsbolig og ikke tjener nok til at få lån. Almene boliger er mere fleksible end ejer- og andelsboliger, det er hurtigt at komme ind og hurtigt at komme ud. Det er let når man skal flytte under en skilsmisse og hvis man er nødt til at flytte for at få job og man ikke ved hvad fremtiden bringer. Der er mulighed for at flytte rundt inden for selskabet som boligbehov og -lyst ændrer sig. Man slipper for meget bøvl når man kan ringe til vicevært, låne boremaskine, osv.. Hvis der er almene boliger nok.

Uligheden vokser

At reducere uligheden er nok det vigtigste mål for EL. Uligheden er steget siden ca. 1995 i Danmark. Der er masser af statistik, som belyser uligheden og man kan gå en tur i Vollsmose uden for Odense og i Klampenborg nord for København, for at se to yderpunkter som den viser sig geografisk.
Man kan se uligheden via indkomst- og formuefordelingen mellem kommunerne, Kommunale nøgletal (www.noegletal.dk ) og Danmarks Statistik (www.statistikbanken.dk  se ”indkomster”) viser det. Også indenfor den enkelte kommune kan man se stor ulighed. Der er lavet statistik på sogne-niveau af AE-rådet (se f.eks. https://www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_bopael-og-bolig-for-de-sociale-klasser.pdf ) og af lidt nyere dato er bogen om klassesamfundet af Lars Olsen m.fl. og den tilhørende hjemmeside (www.klassesamfund.dk ) samt AE-rådets ”Fordeling og levevilkår i Danmark” 2018 (se f.eks. hvordan skolerne har udviklet sig i forskellige retninger målt på forældrenes indkomst (  https://www.ae.dk/publikationer/den-stigende-polarisering-rammer-boernene ).

De aktuelle lovforslag handler om at opbløde koncentrationen af fattige og folk med ikke-vestlig baggrund. De handler slet ikke om at opbløde koncentrationen af rige og rene etniske danskere. Det er ellers mere påkrævet at tage fat i de riges kvarterer, for dér klumper folk sig af samme slags sig endnu mere sammen end i de fattigste kvarterer. Dette viser en ny analyse af skolebørns bosætning (se https://www.sgnation.dk/application/files/7715/3122/1412/Befolkningen_deler_sig_op.pdf ).

Analysen har familier med skolebørn i fokus, fordi det er så vigtigt at børn lærer andre kulturer og befolkningsgrupper at kende – både for deres egen skyld og for at vedligeholde sammenhængskraften i samfundet. Hvis ikke man vokser op med kendskab til arbejdsløse, syge, fattige, indvandrere og folk med handicaps, kan det blive svært at forestille sig at man selv kan komme ud for en ulykke, gå konkurs, osv. og endnu sværere at få lyst til at bidrage med personlig hjælp og/eller betale skat, så myndighederne kan sørge for velfærdsydelser til folk i nød.

Integrationspolitik

På boligområdet foreslog den borgerlige regering allerede i 2005 redskaber til at bløde op i ”ghettoerne”. Det skulle være muligt for kommuner i samarbejde med de almene boligselskaber at lave ”fleksibel udlejning”, dvs. boligsøgende med job eller under uddannelse skulle kunne få lejlighed før andre i køen til bolig, og ”kombineret udlejning”, dvs. boligsøgende på overførselsindkomster skulle kunne afvises i bestemte almene boligafdelinger.

Det usammenhængende parti

Enhedslisten i Folketinget var klare modstandere af den første lov om diskrimination af ressourcesvage borgere i form af fleksibel udlejning i 2005 (L 32, 2005-2006 samlingen), men årsmødet  i 2011 (http://org.enhedslisten.dk/parti/aarsmoede2011/vedtagelser/forslag-om-bolig-social-politik-udsatte-boligomraader ) fastslog at afdelingerne i EL selv måtte afgøre om de ville medvirke til den slags.

Som S og SF’s boligpolitiske ordførere skrev i Information d. 17. nov. 2018 indførte EL’s borgmester i København fleksibel udlejning og tidl. boligordfører i Enhedslistens folketingsgruppe og formand for Brabrands boligforening tilsluttede sig nedrivningsplanen i Gjellerup.

Vreden var stor på et boligpolitisk seminar i Enhedslisten d. 3. marts få dage efter regeringen havde præsenteret sit opgør med parallelsamfund – både blandt EL-medlemmer og indbudte eksperter fra bl.a. Boligselskabernes Landsforening og Boligpolitisk Videnscenter. Overraskelsen var også stor da forligene med de andre partier blev indgået i starten af maj 2018.

Allerede på årsmødet i april 2018 talte EL-medlemmer dunder mod indgrebet mod de almene boliger og diskriminationen af beboerne, men der blev ikke givet håndslag på at protestere eller lagt nogen strategi for partiets reaktion. I de ”100 forslag”, som Folketingsgruppen lancerede lige op til årsmødet, er der ellers to forslag som handler om integrationen, nemlig forslag om at kommunerne skal have mulighed for at anvise lejemål i private udlejningsejendomme og opkøbe huse i velhaverkvarterer (se https://enhedslisten.dk/et-mere-lige-samfund ). Men ingen af dem blev trukket frem som reaktion på regeringens parallelsamfunds udspil. Heller ikke forslag om byggeri af flere almene boliger, som også er nævnt i de ”100 dage”, blev stillet som forslag. Det kunne ellers også have skabt flere bosætningsmuligheder for dem, som står til at miste deres bolig og ikke har penge til udbetaling på ejerbolig eller netværk i billige udlejningsejendomme.

Hvorfor disse forslag skal vente til EL har fået flertal i folketinget er fuldstændigt uforståeligt, tværtimod kunne forslagene være brugt til at skabe interesse og konkret engagement om partiet før folketingsvalget. Med passiviteten missede folketingsgruppen lejlighed til at få behandlet forslag samtidig med lovforslagene fra regering og forligspartierne om ”parallelsamfunds—forslagene”. Man kunne have anvist en løsning på den manglende sammenhængskraft i samfundet uden tvangsforanstaltninger og diskrimination overfor samfundets svageste og samtidigt få etableret flere almene boliger. Man kunne have stillet forslag om et vist minimum af almene boliger (eller kommunale boliger), så f.eks. ansøgere til Mjølnerparken på Nørrebro, kunne få tilbud om at flytte til Gentofte kommune, som ligger tæt på. Man kunne foreslå en ”omvendt fleksibel udlejning”, således at folk på overførselsindkomst springer over i køen.  I Gentofte Kommune er kun 4 % af boligerne almene, og Gentofte trænger til et påbud ”fra oven”, for almene boliger betyder nye udgifter til byggeri eller opkøb af eksisterende private boliger, nye udgifter til boligsikring og -ydelse, samt nye udgifter til overførselsindkomster.

Men EL valgte at stå med en defensiv og konservativ politik – at bevare forholdene som de er – som om det er tilfredsstillende.

HB vedtog i juni en udtalelse (https://enhedslisten.dk/2018/08/27/vedtagelse-af-hovedbestyrelsen-stop-nedrivningsvanviddet ), hvori man fordømte et politisk forlig mellem alle partierne bortset fra Enhedslisten i Århus, som tog forskud på den kommende lovgivning. I udtalelsen opfordrede HB andre – de almene boligselskaber og fagbevægelsen – til at protestere og foretog sig ellers intet.

På gadeplan kan EL-medlemmer ikke gøre andet end at protestere mod ghetto-planerne i Almen modstand og andre ad hoc organiseringer, partiapparatet bliver ikke brugt til nogen samlet kampagne, hvor både lejere og boligejere kunne stå sammen i kampen for blandede boliger og flere spekulationsfrie/billige boliger.

I kommunerne kan EL-kommunalpolitikere ikke gøre andet end at søge at forhindre ghetto-stemplet og nedrivning ved at indføre de gamle diskriminerende redskaber – fleksibel og kombineret udlejning, hvilket kan vække harme blandt mange medlemmer og borgere generelt.

Det er simpelthen dårligt politisk håndværk.

De andre bolig-interessenter

Boligselskaberne, organiseret i BL, har markeret sig meget negativt overfor lovkomplekset, men følger hver især en tilpasningsstrategi; man gør hvad man kan, for at undgå ”ghetto”-mærkningen. F.eks. ved at tilbyde visse beboere penge for at flytte, så andelen af dømte, fattige, o.lign. bringes ned under grænsen. I Tingbjerg i København vil man sælge noget af jorden fra, for at få private til at bygge ejerboliger, så andelen af familieboliger i området kan nedbringes og fritage bebyggelsen for nedrivning. På denne måde sender også boligselskaberne signaler til de fattige, de mørke, dem på understøttelse, m.v. om at de er uønskede. Men hvad skal boligselskaberne ellers gøre? De har åbenbart ikke nogen venner i Folketinget mere. Socialdemokratiet, partiet som stod bag den almene boligbevægelse, har forladt dem, selv SF er med i forliget om at nedbringe andelen af familieboliger, salg af almene boliger eller nedrivning af almene boliger. Og Enhedslisten har mest markeret sig som venner af boligejere med sit forslag om at afskaffe ejendomsværdiskatten.

Fagbevægelsen rør heller ikke på sig, når det handler om de almene boliger mere. Flertallet af medlemmerne er givetvis boligejere.

Boligbevægelsen eksisterer knapt nok mere. Der er nogle interesseorganisationer, blandt andet Lejernes Landsorganisation, LLO, som mestensdels agerer juridisk ved at støtte medlemmerne i deres individuelle sager mod udlejere. Dog er der opstået nogle aktivistbårne i den aktuelle sag – bl.a. Almen modstand – og der har været velbesøgte demonstrationer i de største byer, men slet ikke på niveau med klima-bevægelsen eller fagbevægelsen.

Boligpolitik er nedprioriteret

For bare 50 år siden var boligpolitik et meget vigtigt emne. Der var boligmangel i storbyerne og i København anviste kommunen lejeboliger til trængende; de mest trængende (ægtepar med børn) fik en (lille) lejlighed før ægtepar uden børn. Mine forældre boede på et værelse hos min oldemor i starten af deres ægteskab, mens jeg lå i maven. Der blev bygget almene boliger, så gamle mørke og fugtige lejligheder kunne rives ned i storbyernes midte. Nogle vil sikkert mene at der også er boligmangel i dag, men det handler nu mest om at boligerne er dårligt fordelt. I hvert fald har Danmark sammen med Sverige og Norge det største antal kvadratmeter boligareal pr. indbygger (i snit) og der er så godt som altid toilet, bad, køkken og opvarmning i alle boliger. I yderkommunerne i Danmark står mange boliger tomme – nogle er faldefærdige huse, andre er almene boliger, som rives ned – alt imens der er en stor utilfredsstillet efterspørgsel i København og Århus og priserne stiger på det uregulerede boligmarked.

Men alt det beskæftiger partierne sig ikke længere med. Boligministeriet er krympet og en minister skal tage sig af flere ministerier/områder ud over bolig.
Derimod interesser det mange politikere, at nogle almene boligkvarterer har mange beboere af ikke-vestlig baggrund og nu skal kvarterne skifte beboerne ud eller rive gode almene boliger ned, som var luksus for 30-50 år siden og muligvis er blevet renoveret inden for de sidste år.

Den pinlige boligpolitik 

Hvis EL gerne vil stå på de ressourcesvages side på boligmarkedet, skal man først og fremmest forbedre lejernes forhold, dernæst hjælpe boligejere i yderkommunerne med at flytte, hvis de vil. Men EL vil derimod have skattenedsættelser til boligejere.

Enhedslisten var sammen med SF, Socialdemokraterne og de radikale imod skattestoppet på boliger, som den borgerlige regering indførte i 2001, men allerede da SF i 2006 stillede forslag om at ophæve skattestoppet, havde EL skiftet holdning. I stedet formulerede EL’s HB en ny boligskattepolitik efter princippet – ”ingen skat på det at bo”. I stedet for de løbende boligskatter (ejendomsværdiskat og grundskyld) skulle boligejere betale ca. 50 % i skat af gevinsten ved salg, kaldet exit-skat. Exitskatten skal betales 1.) hvis der sælges med gevinst efter evt. forbedringer er modregnet og 2.) først når man får pengene i hånden og ikke bruger dem til at købe en ny ejerbolig. Det betyder, at en boligejer kan sælge og købe boliger mange gange og skubbe skyldig skat foran sig lige indtil man sælger den sidste bolig og skal bæres ud med benene først. Med denne udskudte skat kan man bo godt i op til ca. 50 år. Lejere kan derimod ikke udskyde dele af huslejen og dermed få råd til en mere attraktiv bolig eller spare op til at købe en ejerbolig.
EL har endnu ikke evnet eller villet – i løbet af 12 år med denne politik – at lave nogen analyse af sit forslag: – Hvem er det, der har ejerbolig? hvordan virker en afskaffelse af ejendomsværdiskatten og indførelse af exitskat på uligheden i samfundet? hvor skal staten finde ca. 15 mia. kr. når ejendomsværdiskatten afskaffes? Hvad vil der ske med boligmarkedet når omkostningerne ved at bo i ejerbolig falder? kommer der flere boligbobler? osv.

Tilmed virker det også somom EL er mere bekymrede for boligejere end for lejerne til trods for at boligejere oftest tjener mere og har større formue end lejere: ”Samtidig ønsker vi at sikre de familier, der pga. den økonomiske udvikling tvinges ud i tvangsauktion. Vi foreslår, at staten opkøber boliger på tvangsauktion til en krone over højeste bud og i stedet udlejer boligen til de nødstedte familier, så de har mulighed for at blive boende i boligen.” (citat fra ”Hvad mener Enhedslisten om boligpolitik” (https://org.enhedslisten.dk/71602 )). I praksis udsættes lejere fra deres bolig ved fogedens hjælp oftere, end boligejere sætter deres hjem på tvangsauktion. Men kan det overhovedet lade sig gøre? hvordan kan staten annullere en tvangsauktion efter dommeren har sluttet budrunden mellem sælger, realkreditforeninger, banker, private panthavere og køberen? Når det er kendt at en statslig embedsmand vil gribe ind med et overbud til sidst, vil kreditorerne naturligvis byde prisen op for at få deres tilgodehavende (af staten).
Jeg foreslog selv allerede i 2006, at boligejere skulle kunne sælge til kommunen, staten eller et alment boligselskab til den offentlige vurderingspris, og blive boende til en omkostningsbestemt husleje bagefter. Det var en metode til at begrænse antallet af ejerboliger, skåne boligejere for kasino-økonomien (spekulationsrisiko og boligbobler), men det blev afvist i HB og på årsmødet i 2012.

Det virker som om boligpolitik er ligegyldigt for EL eller måske er der tale om manglende indsigt i boligøkonomi. Bare en simpel oplysning: Man skal afskaffe moms på fødevarer, ikke skat på ejerbolig, hvis det er ulighed man vil begrænse.

Op til sidste folketingsvalg havde EL et beslutningsforslag til behandling i Folketingssalen til støtte for borgere, der rammes af stigende grundskyld, og som bliver økonomisk klemt, fordi de ikke har mulighed for at øge deres indkomst tilsvarende. De skulle have mulighed for at indefryse (udskyde) skatten, så den først betaltes senere og på denne måde kunne blive boende, selvom de ikke havde råd (https://www.ft.dk/samling/20141/beslutningsforslag/b119/index.htm ). Det blev ikke vedtaget, men i den seneste boligskattelov fra 2017 kom EL’s forslag med, nemlig i form af ”skatterabat” og ”indefrysning”. Det betyder, at boligejere ikke skal betale mere i skat i de kommende år, selvom ejendommen stiger i værdi. For lejere stiger huslejerne oftest med jævne mellemrum med nettoprisindekset og evt. stigende omkostninger, men det har EL ikke stillet forslag om at forhindre. Det er simpelthen pinligt.

Konklusion

Boligpolitik bør opprioriteres, især i et parti som har ambitioner om at reducere ulighed og spekulation. Man bør analysere boligformernes fordele og ulemper. F.eks. bør man analysere hvad ejerskabet gør ved mennesker og deres relationer, når man kan spekulere i sin ejerbolig. Hvad sker der med fællesskabsfølelsen, solidaritetsfølelsen og sammenhængskraften i samfundet i henholdsvis ejerboligkvartererne og lejeboligkvartererne og de daginstitutioner og skoler, som børnene opvokser i de respektive kvarterer – alt andet lige? Mon ikke den kollektive strategi, som til dels hersker på arbejdsmarkedet, og som socialister ønsker at fremme, nedbrydes når vi i fritiden optræder som individuelle boligspekulanter.

Boligpolitik handler også om erhvervspolitik og miljø, om hvordan man bygger og hvor meget der rives ned og skal bortskaffes. Om den nuværende boligmasse kan udnyttes bedre ved at føre en bevidst regionalpolitik med udflytning af uddannelsesinstitutioner, virksomheder, mellemkommunale udligningsordninger og etablering af infrastruktur, fremfor at rive ned og bygge nyt, tæt og højt i hovedstadsområdet.

Boligpolitik handler også om økonomisk politik, fordi boligejere har stor privat gæld, som med ændringer i pengepolitikken og finanssektoren, kan afstedkomme boligbobler, tvangsauktioner og social deroute. En bevidst skattepolitik med løbende procentuelle boligskatter kan udgøre en stabilisator i økonomien, hvor højkonjunktur dæmpes af stigende skatter målt i kr. og lavkonjunktur dæmpes af faldende skatter. Det udtalte John Maynard Keynes sig om allerede i 1930’erne, hvorimod han nok ville have kommenteret EL’s exitskat med ”in the long run we are all dead”. (Citatet er berømt fordi han ikke troede på at økonomien ville finde en balance af sig selv efter en krise/krig, han mente staterne skulle føre en aktiv finanspolitik, som kunne regulere befolkningens købekraft.)