Af Helena Jørgensen
Tanken om at tage et voksent mennesker, født uden ben og som aldrig har haft proteser på, give ham proteser og peger på bjerget og som det første bede ham bestige det, er langt ude i skoven.
På trods af, at stort set alle, kan se det absurde i ovenstående, så er det ikke desto mindre hvad der foregår når vi snakker syge mennesker, her i det som kaldes en velfærdsstat.
Semantiske analyser af reformerne der er kommet siden 2002, viser at det handler om at, først flere, senere alle, skal deltage. Med den retorik reformerne blev skrevet og fremlagt med, så handler det her om fælleskab. Lovgivningen blev omdøbt til noget med at være aktiv. Lov om aktiv socialpoltik og lov om aktiv beskæftigelse. I folks underbevidsthed vil det altså sige, at, der er nogen der er passive og ikke bidrager til fællesskabet! Man skal være aktiv for at få noget – som man ellers bør være fuldt berettiget til. Vi kan jo altså, alle blive syge.
Det at være i beskæftigelse er gået hen og blevet til det optimale i opskriften på livskvalitet – og bevares, det er rart at have noget at stå op til, at være med til noget og jo der er et fællesskab på de fleste arbejdspladser. Ingen tvivl om det. De fleste mennesker vil også rigtig gerne. De syge ønsker også at de i stedet var raske og gik på arbejde, men de er altså blevet syge, eller de er pga nedslidning efter et hårdt arbejdesliv endt i dette her håbløse system. Og det med fællesskabet handler ikke kun om det sociale fællesskab der er på selve arbejdspladsen, det handler ligeså meget om det med at kunne være med i samfundet, i samtalerne, i følelsen af at slå til, at være med at betale for vores alles hospitaler, skoler, veje m.m.
Sådan som virkeligheden er gået hen og blevet, så er det blevet for råt!
Mennesker med alvorlige sygdomme, kroniske sygdomme og voldsomme smerter, mistænkeliggøres og udsættes for den ene arbejdsprøvning eller praktik efter den anden. For din egen skyld må du forstå, du skal jo være en del af fællesskabet! Vi kan måske lige presse lidt arbejdsevne ud af det her menneske, om det så er en halv dag om ugen. Hvad lægen der kender sin patient siger, det undermineres, for det handler om livskvalitet at gå på arbejde.
Har vi helt glemt at livskvalitet og det at være med i et fællesskab kan frembringes og eksistere uafhængigt af arbejdsevne? Livskvalitet og fællesskab kan bestå af mange ting. For den der er syg kan livskvalitet lige såvel være at have overskud til sin familie, og at deltage i et fællesskab med dem de holder af. Livskvalitet og fællesskab kan også være med at helbrede, men så snakker vi om individets egen opsats for hvad det består af og ikke en lovgivningsbestemt form.
Hvorfor startede jeg dette indlæg med en fortælling om en mand uden ben der skulle bestige et bjerg? Fordi det er urealistisk. Lige så urealistisk som det rigtig mange syge mennesker udsætte for i beskæftiglsessystemet. I medierne bringes der jævnligt fortællinger om et menneske der er blevet sat til håbløse projekter, som krop og helbred siger fra overfor. Dette menneske presses ud i et nederlag. Det er vel og mærket et nederlag der kommer oveni alle de følelser der i forvejen følger med det at være syg og bekymringen for familie, økonomi og fremtid. For hvad bringer fremtiden? Alvorlige sygdomme plejer ikke at komme med en slutdato.
Vi har opbygget et system der faktisk at med til at nedbryde mennesker. Både fysisk og psykisk. Du kan træde ind af døren ved lægen og få en diagnose på en sygdom, komme op på forvaltningen og efter kort tid har du oveni sygdommen, nu også stress og nedbrudt selvværd. For du gribes lynhurtigt af et pres der lægges på dig hvor du ikke slår til, forventninger du ikke kan leve op til – og så mistænkliggørelsen. Er du nu virkelig også så syg? Det er en opskrift der er designet til, at situationen kan trække ud i årevis.
Det er simpelthen ikke værdigt. Anerkend lægerne for deres faglige ekspertise. Få nu skilt lovene ad. Beskæftigelseslovgivning, social, sundhed og sygedagpengelov for sig. Det kan godt betale sig.
Rød Blog 
Skriv et svar