Hvor er Enhedslisten på vej hen?

Af: Henrik Nedergaard

Lanceringen af 100-dages-planen fra Enhedslistens folketingsgruppe rejser flere spørgsmål. Er Enhedslisten på vej væk fra idealisme og principfasthed og hen imod en mere pragmatisk, midtsøgende og regeringsduelig kurs? Og er folketingsgruppen ved at indtage pladsen som den øverste ledelse i partiet?

I mine tre foregående indlæg her på bloggen om 100-dages-planen, der skulle vise, hvad Enhedslisten vil gennemføre i løbet af sine første 100 dage ved magten, har jeg kritiseret den udvanding af partiets politik, som planen er et udtryk for. Det mest graverende eksempel på dette var planens målsætning om at EU skal reformeres, uden at det blev nævnt med et ord, at Enhedslisten vil have Danmark ud af EU. Og jeg har kritiseret, at planen blev opreklameret som ”socialisme i praksis”, en noget misvisende markedsføring. Det ville have været mere ærligt at sige ”Vi ved godt, at det ikke er en plan for socialisme, men det er gode ting, som vi kan gennemføre nu”.

Siden mit sidste indlæg har jeg haft den meget positive oplevelse, at vi holdt et medlemsmøde i Enhedslistens afdeling i Svendborg, hvor jeg bor. Aftenens tema var 100-dages-planen, og mødet vedtog en række ændringsforslag til planen, som vi har sendt ind til hovedbestyrelsens behandling på deres møder i september og oktober. Vi foreslår blandt andet, at Enhedslisten i løbet af sine første 100 dage ved magten skal fastsætte en dato for en folkeafstemning om udtræden af EU, at dagpengesatserne skal forbedres med det samme i stedet for ”på længere sigt”, at en samfundssikret mindsteindkomst skal indføres og ikke kun undersøges ved hjælp af nogle forsøg, og at blandt andet Round-up skal forbydes øjeblikkeligt i stedet for at udfases.

Der var på mødet en stor diskussionslyst og entusiasme, og jeg oplevede det sådan, at vi tog udgangspunkt i, at politik er det muliges kunst. Ikke i den slatne, realpolitiske forståelse af udtrykket, men som en erkendelse af, at regler, love og magtstrukturer i vores samfund er noget mennesker har skabt, og derfor også noget vi kan ændre. Hvilket forpligter os til at opstille så perfekte mål som muligt, som vi så efter bedste evne vil stræbe efter at opnå.

Denne idealistiske tilgang har indtil nu været Enhedslistens måde at arbejde på, kombineret med den praktiske tilgang i alle de situationer, hvor vi ikke har magten til at gennemføre vores ønsker, at vi stemmer for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse. Men også denne tilgang ser det ud til, at folketingsgruppen vil ændre.

”De højtflyvende teser”

I august-nummeret af Enhedslistens medlemsblad ”Rød+Grøn” skriver Pernille Skipper, at ”Vi skal ikke fortabe os i parlamentariske fiksfakserier eller højtflyvende teser”. Det med det parlamentariske vender jeg tilbage til, men den anden del af det har ligget vores politiske ordfører meget på sinde, når hun har præsenteret 100-dages-planen for pressen. Til DR udtalte hun i april, at ”venstrefløjen har alt for tit været lidt for gode til at snakke om de store, langsigtede visioner”, og at ”Det her er netop også et forsøg på ikke at lave den fejl, som venstrefløjen nogle gange begår: At sætte sig ned og lege skrivebordsgeneraler og tegne et billede af, hvordan socialismen skal være.” I information den 4/8 gentog hun pointen ved at betegne det som ”dumt at bruge krudt på vidtrækkende, teoretiske visioner”, suppleret med ”vi har ikke brug for flere højtflyvende teser”.

Det må konkluderes, at det er en vigtig pointe at komme igennem med, det her. Men hvorfor er det det? Og hvad handler det egentlig om? For mig at se er svaret klart. Der har i de senere år lydt kritiske røster fra Enhedslistens bagland, når partiet fraveg sine principper. Det gjaldt for eksempel, da folketingsgruppen med hovedbestyrelsens velsignelse stemte for to finanslove under Thorning-regeringen, selv om de finanslove på ingen måde rettede op på de højreorienterede forlig og reformer, som regeringen havde gennemført i løbet af året. Det var til at forudse, at tilsvarende kritiske røster ville påpege de mangler og svagheder, som 100-dages-planen lider under. Så nu skal det forsøges en gang for alle at tvinge de røster til tavshed ved på forhånd at latterliggøre dem.

Men hvad er det da for en forståelse, som medlemmerne af Enhedslisten skal opdrages til?

Den realpolitiske tilgang

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har kritiseret SF for at stemme for forringelser, hvor de til gengæld har forsvaret sig ved at pege på de smuler, de havde fået gennemført ved at være ”et ansvarligt parti”. For mig at se led den strategi sit endelige nederlag i forbindelse med SFs regeringsdeltagelse. Men jeg synes, at tegnene er tydelige på at Enhedslisten er ude på et skråplan, der har store ligheder med SFs nedtur.

Det er kendetegnende for den såkaldt realpolitiske tilgang, at ”Det bedste er det godes fjende”, som Voltaire udtrykte det. Og at indflydelse udelukkende er noget, der kan opnås via forhandlinger og kompromiser. Herfra er springet så kort til ”noget for noget” og ”hvis man ikke kan få det, man elsker, må man elske det, man kan få”. Og der er vi jo allerede! Jeg tænker her på et andet af Pernille Skippers nye mantraer: ”Vi vil aldrig, aldrig melde os ud af ligningen”. Hvilket i de aktuelle parlamentariske fiksfakserier er Christiansborg-kode for ”Vi peger på Mette Frederiksen, uanset hvor utålelig en udlændingepolitik, hun fører”.

En ting mere, der kendetegner de andre partier, er at pragmatismen og det realpolitiske går hånd i hånd med en stor smidighed i forhandlingssituationer. Og det giver helt logisk et stort pres i retning af, at kernen i partiet udgøres af folketingsgruppen. Det er her de store udspil kommer fra, og det er folketingsmedlemmerne, der ridser de nye politiske linjer op. Minder det ikke om noget? Er det ikke lige nøjagtig, hvad Enhedslistens folketingsgruppe er sluppet af sted med at gøre i forbindelse med lanceringen af 100-dages-planen?

Hvad så nu?

For mig at se står Enhedslisten ved en skillevej. Vil man bevæge sig i den skildrede, realpolitiske retning, og acceptere, at partiet gradvist bliver en vælgerforening, hvor medlemmerne kan nikke til politikernes udspil eller forsvinde. Eller vil man forsvare den aktivistiske partiopbygning, hvor politikken er noget, der udformes af medlemmerne, og hvor idealerne er de mål, vi bygger vores begejstring på, i erkendelse af, at det at skabe den samme begejstring i befolkningen er den eneste vej til virkelig indflydelse?

I første omgang er det op til hovedbestyrelsen. Jeg håber sandelig, at man ikke bare vil tage 100-dages-planen til efterretning, men at man vil tvinge kursen tilbage, så man kan regne med, at partiets politik på for eksempel EU-området står til troende.