Har Mette Frederiksen overhovedet en chance for at blive statsminister?

Af: Allan Krautwald

Kaos i rød blok lyder det samstemmende fra et næsten talrigt kor af politiske kommentatorer ivrigt sekunderet af ledende socialdemokratiske politikere. Spørgsmålet er så om der reelt eksisterer en rød blok, om der er kaos og hvem der i så fald bærer ansvaret for dette kaos?

Grunden til dette kaos skulle ifølge iagttagere være, at Alternativet, De Radikale og Enhedslisten stiller krav for at pege på Mette Frederiksen som forhandlingsleder efter det kommende folketingsvalg. Hvad havde man lige regnet med? At partierne skulle servere deres mandater på et sølvfad uden modydelser i form af indflydelse? For derefter igen at se socialdemokraterne føre en politik, der er stik modsat end den de gik til valg på sammen med de borgerlige partier. I et demokrati som det danske hvor ingen partier har udsigt til at få flertal alene, kunne man med nogen ret forvente at alle havde indset, at der skal købslås og gives indflydelse.

Man kan næppe bebrejde de 3 partier, at de allerede nu kræver indflydelse. Men er det så dem, der skaber ”kaos” eller er det socialdemokraterne, som for enhver pris gerne vil indtage statsministeriet?

Mig bekendt har Mette Frederiksen ikke indkaldt til et fællesmøde mellem de 5 partiledere i den nuværende opposition siden 2016. Derved har hun ikke udvist rettidig omhu og har heller ikke skabt den fornødne fortrolighed blandt de partier, hun ønsker skal gøre hende til statsminister. Der har altså ikke i et par år været ført sonderinger om, hvad der kan skabes enighed om ved udsigten til et nyt flertal. Ydermere nægter partiets politiske ordfører og andre ledende socialdemokrater i disse uger at anerkende de øvrige partiers ret til at stille krav og siger tværtimod, at det ikke kan komme på tale.

Forud for valget i 2011 udtalte socialdemokraten Henrik Sass Larsen ved flere lejligheder, at der ikke ville kunne rettes et komma af de Radikale i Fair Løsning, som var socialdemokraternes og SFs fælles plan. Det blev der betalt dyrt for i det såkaldte sorte tårn, hvor de radikale tog deres hævn. Det førte til dannelsen af den ulyksagelige Thorning Regering, som om ikke andet SF burde have holdt sig ude af. I stedet lagde de mandater til en byge af nedskæringsreformer og omfordeling af store milliardbeløb fra mennesker på overførselsindkomster til samfundets rigeste og erhvervslivet. SF burde være blevet klogere og gå sammen med om ikke andet Alternativet og Enhedslisten for at fremlægge nogle gode solide krav. Men igen har de lagt deres æg i den kurv, som bragte dem i ulykke sidst.

Nu fører socialdemokraterne sig igen frem med vanlig arrogance og undlader at gå i dialog med deres potentielle parlamentariske grundlag. Så min dom er helt klar, det er ikke de 3 mindre partier i oppositionen der skaber ”kaos”, det er socialdemokraterne der igen er kravlet højt op i et træ.

Hvor ender det så alt sammen henne efter et valg? Det vil jeg forsøge at skrive mere om i kommende indlæg her på ”rød blog”. Men med den tilnærmelse der har været mellem S og DF, er det vel ikke utænkelig at DF skifter side efter et valg, hvis der ikke er et flertal for Løkke. Om ikke andet vil de kunne meddele dronningen, at de ikke vil møde en Mette Frederiksen regering med mistillid og falder mandaterne sådan ud at de kan få et flertal, kan det ikke udelukkes at vi får en S mindretalsregering med støtte fra DF og SF. I en sådan situation gælder det for venstrefløjen om at have is i maven og stå fast på vore krav. Og ikke som vi oplevede det i forbindelse med finansloven for 2013, hvor Enhedslisten indgik forlig om en dårlig finanslov, fordi det ville have været værre, hvis regeringen havde indgået forlig med Løkke. Med den begrundelse kan man jo i princippet komme til at stemme for meget makværk.

Afslutningsvis svaret på om der findes en ”rød blok”?  Ikke efter min mening. Socialdemokraterne viste under Thorning, at de uden at blinke kunne føre så liberal en omfordelings- og økonomisk politik, at vi alene af den årsag ikke kan regne dem som hørende til noget rødt. De Radikale er et socialt liberalt parti, der bestemt heller ikke ryster på hænderne, når der skal omfordeles fra fattig til rig. Endelig er der Alternativet, SF og Enhedslisten ikke er enige om alt, men som dog burde kunne finde en vis fællesmængde af politik.

Mange mennesker mistede en del illusioner under Thorning regeringen, hvor håbet om mere velfærd og fællesskab var noget mange forventede op til valget i 2011. Da det ikke gik sådan mistede mange håbet om noget bedre. Mange der ville have gavn af en mere venstreorienteret og progressiv politik mistede illusionerne om, at det kunne nytte at stemme. Vores opgave er at genskabe folks håb og forventninger til fremtiden.

Deltag gerne i debatten om dette vigtige eller andre emner her på ”rød blog”. Du kan både skrive kommentarer til de enkelte artikler, men er også velkommen til selv at skrive et blog indlæg. Kontakt os via ”contact” linket her på siden.

*Foto: 1. maj 2013 vendte demonstranter fra Syg i Svendborg ryggen til daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, sammen med aktionerende lockoutede folkeskolelærere.