Noget om social kontrol – og DF´s engagement…

COLOURBOX11324330

Af Helena Jørgensen

Der er gang i debatten om social kontrol i etniske minoritetsmiljøer. Martin Henriksen, DF, er også med, selvfølgelig. Martin går nemlig meget op i det her med Social kontrol og det gør jeg egentlig også. Jeg fornemmer dog, at vi ser meget forskelligt på det emne.

Jeg mener at for at man kan løse et problem, så er man nød til at forsøge at forstå problemet. Hvad består det af? Hvad kommer det fra? Hvad har det rod i? Den slags, uden at vide det, tror jeg ikke at Martin går så meget op i, altså forståelsen.

Hvad ligger bag?

De mennesker som Martin, Hansen eller Henriksen, kærer sig så meget om, at han har gjort det til sin livsmission at kæmpe for dem og imod social kontrol, de kommer fra samfund hvor manden typisk er familiens hovedforsørger. Han er den der har ansvaret for familien udaf til. Andre mennesker kender denne mand for at være skolelæreren, eller en anden profession. Det er hans identitet.  Manden og kvinden har typisk hver deres ansvarsområder og grænserne mellem disse ansvarsområder overskrides sjældent.

Når familien kommer hertil oplever manden at hans identitet langsomt pilles af ham. Hans uddannelse kan (oftest) ikke anerkendes her. Han er ikke længere familiens hovedforsøger, han er ikke den der ses op til fra omgivelserne og omgangskredsen. Han har til at begynde med sproglige barrierer, og ofte undermineres hans autoritet ved at måske hans børn, bliver det kommunikative bindeled til det omkringliggende samfund. Han sidder ofte med en oplevelse af, at alt hvad han tidligere har været og står for, er væk. For nogen mænd, ikke alle, der vil det her give en identitetskrise, hvem er han, som mand, i forhold til sin familie, i det hele taget som menneske? For nogle, igen ikke alle, vil den her krise kunne udløse et behov for at udøve en stærk social kontrol.

Kollektivistisk kultur

En anden side af sagen er, og dog er den alligevel sammenhængende med ovennævnte, at de mennesker som Martin går så højt op i, ofte komme fra kollektive kulturer. Når et menneske står overfor en stor beslutning i livet, så er det ikke udelukkende op til den involverede at træffe et valg. Det gøres på familiebasis. Lad os f.eks. forestille os, at X er syg og lægen siger, det kan vi enten behandle medicinsk eller vi kan operere. Der kommer hele familien med i beslutningsprocessen. Dvs. at tanten der bor i Canada også har noget at skulle sige.

Den kollektive familiemodel kan være utrolig tryghedsgivene. Men som det er med så meget andet, så er der både fordele og ulemper. Hvis nu der er en, eller flere, i en familie der oplever at de er truet på deres identitet og dermed kun har kontrollen med andre familiemedlemmer tilbage, så kan den sociale kontrol overvælde og blive negativt dominerende – og med den kollektivistiske kultur, så involveres alle i den kontrol.

Social kontrol er i øvrigt noget der er i alle samfund og i alle de forskellige kontekster vi bevæger os i. Det er bl.a. den der gør at vi alle opfører os på en eller anden given måde, som der nu er konsensus for på arbejdspladesen, sammen med vennerne og i det hele taget i et samfund. Det er bl.a. det der er med til at afgøre et samfunds sammenhængskraft. Begrebet er dog, gennem de seneste år, blevet til noget der efterhånden udelukkende anvendes i forbindelse med etniske minioriteter og stort set altid med et negativt fortegn.

Letkøbte løsninger på noget der faktisk er problematisk

Men udover det, så er det her, og det sker yderst sjældent, faktisk et område hvor jeg er enig med Martin Hansen Henriksen. For det er et problem når piger ikke må have drengevenner, emnet han var ude med så sent som i går. Det er et problem når nogen undertrykkes, tvinges ind i noget de ikke ønsker eller væk fra noget de ønsker m.m. Som sagt anskuer vi det bare på hver vores måde. Jeg syntes der flere steder anes en tendens til nogle meget letkøbte tilgange.

Årsagen til at jeg skriver dette er, at jeg har lidt indtryk af at man, alt efter hvilken indstilling man har til mennesker, i visse kredse kaster etikketten ”social kontrol” på mange ting, uden hensyntagende til om det nu også reelt er det. Rent politisk er det sikkert også nemt at gå til, man behøver ikke rigtig at sætte sig ind i så meget. Det koster måske heller ikke så meget, som hvad socialt arbejde, integrationsprogrammer, arbejde med familier og hvad vi ellers har koster, altså på kort sigt… På langt sigt, er jeg overbevist om, at DF-tilgangen er dyr, både rent menneskeligt, samfundsmæssigt, men også økonomisk.

(Burde jeg mon nævner her til slut, at der også er mennesker med danske rødder der udøver stærk negativ social kontrol, eller bliver det mon for meget at rumme?)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: