Ligestilling

Af: Margit Kjeldgaard

Det er som om det er nok blot at snakke om ligestilling mellem kønnene. Der laves lønstatistik, forskes og diskuteres feminisme. Men det er småt med politiske forslag og det er stadig mænd, der dominerer i politik.  

Ulige løn

Lønforskellen mellem mænd og kvinder i dagens Danmark er i gennemsnit cirka 17-18 %, og den forskel har været stort set uforandret de sidste 35 år. (Kilde: SFI, 2015, https://www.sfi.dk/nyt/nyheder/artikler/der-er-ikke-lige-loen-mellem-maend-og-kvinder-i-danmark/)

Det kønsopdelte arbejdsmarked

Kvinder i dag er næsten lige så meget på arbejdsmarkedet som mændene, og deres uddannelsesniveau ligger over mændenes. Alligevel tjener kvinder mindre end mænd. I den offentlige sektor er mere end 70 pct. af de ansatte kvinder, men også inden for den private sektor er der typiske mande- og kvindedominerede områder. (kilde: SFI, 2015, https://www.sfi.dk/nyt/nyheder/artikler/der-er-ikke-lige-loen-mellem-maend-og-kvinder-i-danmark/ )
Knap to tredjedele af alle erhvervsaktive mænd og kvinder arbejder i fag, hvor deres eget køn udgør 75 % eller mere. I stort set alle fag, hvor kvinderne er i overtal, er lønnen lav. (Kilde: I Danmark har vi stadig pigeløn – ikke ligeløn, Astrid Elkjær Sørensen og Dorthe Boe Danbjørg Politiken 19. juli, 2018, https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6632909/Det-er-pinligt-at-Danmark-tr%C3%A6kker-bundplacering-i-ligestilling-mens-alle-vores-nordiske-naboer-topper ).

Uligeløn trods samme uddannelseslængde

Ser man på de forskellige uddannelser, viser det sig at selv dér, hvor mænd og kvinder har lige lang uddannelse og har samme alder, er der forskel i lønnen. I gennemsnit tjener kvinder kun 75 % af mændene med samme længde uddannelse. Det er især de mellemlange uddannelser, som giver forskellig månedsløn.

Man nævner ofte sygeplejersker og politimænd, som et eksempel på jobs med lige lang uddannelse og stort ansvar for andre mennesker. Begge er offentligt ansatte, men sygeplejersker starter 18 % lavere end politimænd; det er et levn fra tjenestemandsreformen fra 1969, hvor man anså kvinders arbejde for mindre vigtigt.
Noget af forskellen forsvinder, hvis man tager deltidsansatte ud af statistikken. Men stadigvæk tjener kvinder i snit kun 80 % af mændene med samme uddannelseslængde. Der er også forskel på mænd og kvinders placering i hierarkiet. Men hvis man alene ser på ledere viser der sig imidlertid en endnu større forskel på mænd og kvinder; Kvinderne tjener kun 72 % af mændene med samme alder, fuldtidsarbejde og mellemlang videreuddannelse). (kilde: https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_kvinder-halter-bagefter-paa-loen.pdf )

”Lige løn for lige arbejde” – anekdote fra min egen verden

En gang for mange år siden havde kvindeudvalget i EL taget initiativ til et møde om ligeløn. En kvindelig forsker holdt et oplæg om den ulige løn. I EL har der været ligeløn mellem de ansatte alle årene, så for ikke at falde helt hen i selvtilfredshed gjorde jeg opmærksom på at blandt de ansatte i EL havde kvinderne i snit længere uddannelse end mændene. Oplægsholderen svarede at det var et andet udtryk for ulige løn. Men det blev for meget for dels vores mandlige faglige sekretær, som snerrede ad mig, og dels en fra kvindeudvalget, som påpegede at vi havde ”lige løn for lige arbejde” og med hendes ord blev roen genoprettet, fornemmede jeg. Jeg nikkede også for det kunne naturligvis ikke bevises, at højt uddannede kvinder i EL var bedre til at udføre arbejdet end de lavere uddannede mænd; både politisk tæft og organisatorisk erfaring tæller i sådan et arbejde, men det fremgår jo ikke af eksamensbeviserne.

Ligelønskampen – OK 2008

Den såkaldte storkonflikt i 2008 handlede meget om ligeløn. Det var et af hovedkravene i overenskomstfornyelsen på det offentlige arbejdsmarked. Strejkerne endte med at der blev nedsat en Lønkommission mellem parterne. To års senere kom rapporten, som imidlertid ikke førte til nogle anbefalinger eller løsninger. ”Lønkommissionen væver rundt i den juridiske definition på ligeløn: at mænd og kvinder skal have ligeløn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Og efterlader læseren uden en klar opfattelse af, hvad »arbejde af samme værdi« vil sige.” (citat fra Modkrafts faglige redaktion, Https://modkraft.dk/node/12720)

En sølle pulje til ligeløn – OK 2018

Et af resultaterne af overenskomstfornyelse på det offentlige arbejdsmarked var en pulje til ligeløn og lavlønsværn på ca. 100 mio. kr.. Det er ikke meget, men dog en erkendelse af, at der ikke er ligeløn. Det kan man undre sig over, for arbejdsgiversiden består af politikere, som jævnligt taler om ligestilling. De har tilsyneladende glemt alt om ligeløn, dér, hvor de faktisk har kompetence til at gøre noget ved det, nemlig når der skal udpeges forhandlere for kommuner og regioner til forhandlingerne. Det gælder også kommunalpolitikere fra venstrefløjen, at ligeløn og ligestilling har aldrig været en mærkesag i kommunalvalgkampene eller valgkampen til regionsrådene (og tidligere amtsrådene), selvom højere løn i den kommunale og regionale sektor er den mest direkte vej til at reducere uligelønnen mellem kønnene.

Livsløn

Forskellen mellem mænd og kvinders løn bliver endnu, når man ser på et helt livsforløb. Ifølge AE-rådet tjener kvinder mellem 17 og 29 % mere i disponibel indkomst (altså efter skat) i løbet af hele livet. Der er stor variation: forskellen mellem hvad ufaglærte mænd og kvinder tjener er mindst; Blandt lærere, pædagoger og socialrådgivere er forskellen 2-4 % . I mange lange videregående uddannelser som økonomi, jura og forvaltning er forskellen mellem 36 og 38 pct., hvilket i kroner og ører svarer til en forskel på mellem 7 og 9 mio. kr. i løbet af et liv.

https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/nyheder/ae_store-forskelle-mellem-maend-og-kvinders-indkomster-gennem-livet.pdf

En af forklaringerne er, at arbejdsmarkedet er meget skarpt opdelt mellem kvinder i den offentlige overenskomstdækkede sektor og mænd i den private sektor med kontrakter og en større andel af helt individuelle lønforhandlinger. Den individuelle lønfastsættelse betyder store forskelle i løn mellem mænd og kvinder, fordi kvinder dels er mere fraværende pga. barsel og (barns) sygdom, dels prioriterer familie og børn mere end deres mandlige kolleger (f.eks. med deltid og fravalg af lederstillinger) og dels er dårligere til at forhandle løn. F.eks. tager kvinder i snit 296 dages barsel, mens mænd kun er fraværende 36 dage i snit (Astrid Elkjær Sørensen og Dorthe Boe Danbjørg, Politiken 19. juli, 2018). Selve moderskabet er beregnet til 18-20 % efterslæb af livslønnen i forhold til mændene; det har derimod ingen effekt på mændenes livsindkomst om de får børn eller ej.
Ydermere betyder perioder med ledighed naturligvis lavere livsløn; der er nogle fag, hvor arbejdsløsheden er højere for det køn som er i mindretal:
Ledighedsprocent i udvalgte a-kasser, gennemsnit af seneste 12 måneder (Kilde: Statistikbanken, AUP03)

	mænd	kvinder
Akademikere	3,17	4,15
Børne- og Ungdomspædagoger (BUPL-A)	4,09	3,33
Fag og Arbejde (FOA)	3,78	2,90
Økonomer (CA)	4,19	4,83

 

Konklusionen fra disse eksempler er altså, at hvis man gerne vil undgå ledighed, gør man klogt i at søge ind i jobs med flest af en eget køn.

Kampen for mere lighed

For omkring 30-40 år siden førtes en stor kampagne for ”Kvinder i mandefag” og der blev udgivet en hel del børnebøger om seje mødre, som kørte truck og slukkede brande, mens fædrene passede børn og strikkede trøjer.  Uden at kunne dokumentere med statistik mener jeg, det ændrede lidt på opfattelsen af køn, der er især kommet mange kvinder igennem universiteterne. Der er stort set ikke lovgivet om ligestilling de sidste 20 år, som Drude Dahlerup konkluderede i Politiken 12. august, 2018, og de forslag, der var i den ”røde” regerings valgprogram, om forbud mod sexkøb, kvotering for kvinder i virksomhedsbestyrelser og øremærket barsel til mænd, blev droppet.

Personligt generede det mig ikke, at disse ligestillingsforslag røg ud, da jeg synes man skal lovgive så lidt som muligt; jeg foretrækker positive incitamenter som penge og prestige. F.eks. kan man give forældre en procentuel kompensation under barsel, således at højtlønnede mænd ikke skal påføre familien større omkostninger ved at holde barsel end hvis kvinden gør det (merudgiften finansieres med højere topskat). Men jeg må erkende, at det bekymrer mig at antallet af mænd i vuggestuer er gået tilbage. Man kan ikke bebrejde dem, for mænd mistænkes for at være pædofile, når de arbejder i daginstitution. Jeg forstår ikke hvordan den frygt har vundet indpas og det skal der ændres på. Så lige netop dér synes jeg det kunne være en god ide at lave en minimumskvote for mænd i vuggestuer og børnehaver. Det er lige netop i opvæksten, at børn danner deres opfattelse af køn og det kunne være givtigt for familielivet om flere kommende fædre havde fået erfaring med børn, omsorg og opdragelse – ellers tror kvinder at de er bedst egnede til at tage sig af børn.

Kvinder og magt – i politik

Nyhedstjenesten Altinget har sat fokus på kønsfordelingen i den senere tid:
”Kvinder er markant underrepræsenteret i kommunernes magtfulde økonomiudvalg i forhold til deres andel af pladser i byrådene…. Det er blot hvert fjerde økonomiudvalgsmedlem, der er kvinde. Og det er en markant mindre andel end i kommunalbestyrelserne, hvor kvinderne sidder på én ud af tre pladser… De er kommet ind i det, man kalder kvindetypiske områder; altså de sociale områder. Der sidder de selvfølgelig på mange af pengene, men det er klart, at den reelle magt ligger i økonomiudvalgene….” (Kilde: Altinget, https://www.altinget.dk/artikel/maend-sidder-stadig-tungt-paa-de-vigtigste-poster-i-kommunalpolitik?ref=newsletter&refid=28255&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk )

”Mændene indtager langt de fleste magtfulde stillinger i regeringen og embedsværket … Tre ud af 19 ministerier har kvindelige departementschefer, ligesom to ud af 21 spindoktorerne på Christiansborg og tre ud af ministeriernes 14 presse- eller kommunikationschefer er kvinder… Den samme ulige kønsfordeling tegner sig i regeringens absolutte top, hvor der blandt andet i de magtfulde økonomi-, ansættelses- og koordinationsudvalg blot er fundet plads til én enkelt kvindelig minister…
Den markante overvægt af mænd på de politiske topposter vækker kritik fra direktør i Kvinfo, Henriette Laursen, der mener, at de folkevalgte politikere har et særligt ansvar for at gå forrest i ligestillingskampen. “Der er et kæmpe behov for, at man på de allerøverste poster i samfundet sætter et eksempel, der skal drive ligestillingen i resten af vores samfund,” siger hun. Og hvis det behov skal indfris, kræver det, at politikerne følger med andet end deres gode intentioner, lyder det:

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at dem, der står bag de her udnævnelser, går ind for ligestilling. Det tror jeg faktisk, at vores regeringsbærende partier gør. De er bare virkeligt dårlige til selv at gå forrest og sætte et eksempel. Man kan nærmest sige, at de går bagerst. Man kan godt blive i tvivl om viljen til ligestilling … Den nuværende direktør, Henriette Laursen, mener, at politikerne kan undgå den kønsmæssige skævhed, der både tegner sig i den politiske elite og i embedsværket, hvis de bliver klar over, at de er udsat for en ubevidst bias.
“Man kommer til at udnævne folk, der ligner en selv. Dem, der har magten til at udpege, vælger nogen, der ligner dem selv. Det gør de i den tro, at det er de bedst kvalificerede, de udnævner. De er bare ikke bevidste om, at vi alle sammen peger på folk, der ligner os selv. Og så vælger vi ofte, og det gælder også os kvinder, dem, som vi ser som de bedste ledere – nemlig mænd.”

 

Kønsfordeling på Slotsholmen	Mænd	Kvinder	Andel mænd i procent
Departementchefer	16	3	84
Pressechefer i ministerierne	11	3	79
Særlige rådgivere (spindoktorer)	19	2	90
Ministre	13	9	59
Partiformænd	6	3	67
Mandater i Folketinget	112	67	63
Pressechefer i partierne	6	3	67
Regeringens ansættelsesudvalg	4	0	100
Regeringens økonomiudvalg	4	0	100
Regeringens koordinationsudvalg	6	1	86

Kilde: Partiernes, ministeriernes og Folketingets hjemmesider”

https://www.altinget.dk/artikel/maend-sidder-tungt-paa-slotsholmens-mest-magtfulde-poster?ref=newsletter&refid=28260&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk”

”Mændene sidder tungt på Folketingets udvalg om økonomi, transport og udenrigspolitik, mens kvinderne tager teten inden for uddannelse, sundhed, børn og ældre, viser ny optælling. Og det har stort set ikke ændret sig i 25 år…. I Europa-udvalget er det småt med kvinder. Fem af udvalgets 29 medlemmer er kvinder. Det vil sige, at 83 procent af udvalgets medlemmer er mænd … Anette Borchorst er professor i kønsforskning på Aalborg Universitet. Hun mener, at overvægten af mænd i Europa-udvalget er problematisk af to grunde. “For det første virker det illegitimt, hvis politiske forsamlinger er helt skæve. Hvis du har en helt skæv fordeling, er der noget, der ikke bliver repræsenteret. Europa-udvalget er et meget magtfuldt udvalg. Derfor er det et problem. Derudover har vi kunnet konstatere, at kønnet har gjort en forskel i forhold til politiske holdning,” siger hun til Altinget….https://www.altinget.dk/artikel/171609-maend-sidder-paa-folketingets-eu-politik-det-ligger-mest-til-maend-at-fordybe-sig-i-saadan-noget?ref=newsletter&refid=28313&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

Ligestilling splitter blå og røde – undersøgelse blandt folketingsmedlemmer

”Ligestilling er stort set opnået” mener 75 % af folketingsmedlemmerne i blå blok i 2015; 17 % mente tilmed at ligestillingen er gået for langt. På venstrefløjen mener kun 9 % at ligestillingen stort set er opnået. Der var udbredt enighed om at kvinder er ligeså gode politikere som mænd og at folketinget bør afspejle befolkningens sammensætning.
Kvinder er underrepræsenteret i samfundets toppositioner, og det forklarer 89 % af de kvindelige MF’ere med at ”rekrutteringen ofte foregår i uformelle netværk”, mens kun 65 % af de mandlige MF’ere mener at forklaringen skal søges i en sådan rekruttering. Det er nogle af pointerne fra en undersøgels, som Drude Dahlerup skrev om i Politiken 12. august, 2018 (en del af Gripprojektet).

Rekruttering

Men ved seneste folketingsvalg i 2015 blev kvindernes andel af pladserne kun 37,4 % kvinder mod 50,7 % i befolkningen. Og sådan har det været i de sidste ca. 30 år.
I Enhedslisten folketingsgruppe udgør kvinderne pt. kun 28,6 %. Skal man forklare dette kommer man ikke uden om opstillingsmetoden, hvor det er partiet, som bestemmer rækkefølgen. EL er det eneste parti, som har partiliste, de andre partier på venstrefløjen har for længst droppet denne styring af vælgernes stemmeafgivning. Det er altså de delegerede på årsmøderne, som placerer de øverste i storkredsene og lokale repræsentanter, der fortsætter rækken med lokale kandidater. Det har betydet, at EL ville have haft en lige fordeling i folketingsgruppen, hvis der havde været sideordnet opstilling ved valget i 2015 og et flertal af kvinder, hvis der havde været ved sideordnet opstilling i 2011 (Kilde: Astrid Vang Hansen, medlem af HB).
Konklusionen må være, at partiets repræsentanter ikke synes kvinder er lige så kvalificerede som mænd, for der kan ikke længere være tale om tilfældigheder. Vælgerne vægter derimod kvinder i folketinget højere end partiet gør og det er jo ikke så godt i længden.
Jeg blev selv først blevet rigtig opmærksom på denne forskel, da jeg selv oplevede den. Jeg ville have siddet i folketinget i dag, hvis de personlige stemmer havde været afgørende. Det får mig ikke til at blive modstander af partiliste, for alternativet er sideordnet opstilling, hvor kendte fra TV o.lign. vil blive valgt; det må være evnen til at repræsentere partiet, som er det afgørende. Men jeg mener et såkaldt feministisk parti bør søge at gøre op med den mandsdominerende praksis, og det ser jeg desværre ingen tegn på.
Den samme kønsulighed – eller skal jeg kalde det kønsdiskrimination? – gør sig gældende i ansættelsen af medarbejdere til det økonomiske team på Christiansborg. Der er ikke i 20 år blevet ansat en kvinde til at tage sig af erhverv, skat, finans, mv. og kun i korte vikarperioder har et kvindeligt folketingsmedlem været ordfører på områderne; her kan heller ikke være tale om tilfældigheder – det må være mændenes netværk; Det er langt værre end kønsfordelingen i finansministeriet og i de andre partier.

Snik-snak

Jeg havde håbet at den stigende fokus på ligeløn, feminisme, opslutningen til 8. marts, osv. ville føre til en ændret adfærd blandt dem, der rekrutterer, men nej. Der var en gang for et par år siden, hvor både Rasmus Nordquist fra Alternativet og Pelle Dragsted fra Enhedslisten offentligt gav et løfte om at de hver især ville nægte at deltage i paneldebatter, hvis der ikke var en kvinde i blandt. Det var også bare snik-snak.