Hvor blev socialismen af?

Af: Henrik Nedergaard

Da Enhedslistens folketingsgruppe lancerede sin 100-dages-plan, blev Pernille Skipper interviewet af Danmarks Radio. Her gav hun udtryk for, at planen var et forsøg på ”at lave socialistisk politik i praksis”. Men er de 100 forslag så socialistiske? Det er værd at kigge nærmere på.

Enhedslisten er et socialistisk parti. Hvilket er en af grundene til, at jeg er medlem af partiet og har været det i 25 år. Men tag ikke bare mit ord for det, læs for eksempel vores principprogram. Selv om det var igennem en omformulering for ikke så længe siden, er det stadig tydeligt nok. Vi er socialister. Jeg vender lige tilbage til principprogrammet senere i artiklen.

Da jeg læste interviewet med vores politiske ordfører, blev min nysgerrighed vakt. Så da jeg tyggede mig igennem de 100 forslag, noterede jeg mig ikke bare styrker og svagheder ved det enkelte forslag, men jeg stillede også bestandig det samme spørgsmål: Er det socialistisk? Og jeg fandt da lidt i nogle få af forslagene, men det gennemgående svar, som jeg nåede frem til, var ”Næh”, i nogle tilfælde endda ”Nej, tværtimod”. Jeg vil i denne artikel give eksempler på alle tre kategorier.

De gode tendenser

Forslag nr. 15 af de 100 handler om oprettelsen af en statslig økologisk jordbrugerfond, der opkøber konkursramte landbrug og indskriver økologisk omlægning i aftalerne med de nye forpagtere. Selv om forslaget kun tager fat i et lille hjørne af vores gennem kapitaliserede, super-centraliserede og pesticidplagede landbrug, synes jeg faktisk, at der er noget socialisme i det. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne får lidt modspil her.

Forslag nr. 32 går ud på at bestyrelser og andre besluttende organer på videregående uddannelser skal sammensættes med et flertal af studerende og ansatte på uddannelserne. Jeg synes, at det ikke bare er et godt forslag, men at det ligefrem peger frem imod et samfund i det hele taget, hvor borgerne har indflydelse der, hvor de er, hvor de bor og arbejder. Så det smager lidt af socialisme. At forslaget så ikke tager fat i rektorernes dominerende magt, svækker det, men det får stadig et plus i min bog.

Tilsvarende peger forslag nr. 38 om en øget offentlig medicinproduktion i retning af mere fællesskab og mindre profitstyring. Det kradser kun lidt i overfladen af medicinalindustriens tunge dominans i sundhedssektoren, men et lille skridt er også et skridt.

Endelig er der det sidste forslag (nummer 100 af de 100), der handler om et stop for nye privatiseringer og re-nationalisering af privatiserede virksomheder. Hvis vi virkelig tager fat her, er der klart socialistiske perspektiver i det. Selv om jeg godt ved, at det kan diskuteres, hvor meget socialisme man skal tolke ind i en stærk offentlig sektor, hvis rammen fortsat er et kapitalistisk samfund.

Socialisme? Not so much

I den kategori, hvor jeg fristes til helt kort at besvare spørgsmålet, om der er socialisme i det, med et ”Næh”, er der skam mange gode forslag. For eksempel er omstillingen væk fra fossile brændsler og til vedvarende energi og andre grønne omstillinger helt uomgængelige, og her træder forslag 11-14 til. Vigtige, sympatiske forslag, der lige så godt kunne være kommet fra ethvert socialliberalt parti med respekt for sig selv. Når en vigtig del af paletten med virkemidler består af økonomisk støtte til erhvervslivet, er det svært at få øje på det socialistiske i det. Som her og nu-forslag til løsning af akutte problemer i en parlamentarisk sump af mere eller mindre borgerlige partier er de løsninger absolut forståelige og forsvarlige. Men socialisme er det ikke.

I betragtning af den igangværende massakre på den danske uddannelsessektor, fra folkeskolen og hele vejen til universitetsniveau, kan jeg tilsvarende kun se med sympati på de mange forslag (nr. 21-29), der skal tjene til at rette op på de mange nedskæringer. Men enhver, der har berøring med uddannelserne, kan se, hvor ødelæggende den førte politik er, det behøver man ikke at være socialist for. Og de åbenlyst nødvendige løsninger såsom flere penge i stedet for færre hvert år, garanti for praktikpladser m.m. er heller ikke specielt socialistiske, det er bare sund fornuft.

Hvis vi ser på det mere internationale, er for eksempel forslag nr. 84 også fint. At støtte landene i det globale syd med at kapacitets opbygge bæredygtige skatte- og kontrolsystemer er en virkelig god idé. Det kan fint indgå en plan for samfundets udvikling i retning af en mere kontrolleret og inddæmmet kapitalisme. Det er så mere tvivlsomt, om det peger i retning af et socialistisk samfund. I mine ører lyder det mere socialdemokratisk, altså fra før socialdemokraterne holdt op med at føre socialdemokratisk politik.

I forslag nr. 98 står der, at ”i perioder med krise eller lavkonjunktur skal vi ikke være tvunget til at spare, men have mulighed for at føre en ekspansiv finanspolitik, der sætter gang i samfundets økonomiske aktivitet og forkorter krisen.” Jeg har i lighed med folketingsgruppen klart mere sympati for en sådan krisehåndtering end for den hårde linje, der for eksempel er indbygget i EU’s finanspagt, som er mere fokuseret på blandt andet at holde inflationen nede. Men det socialistiske svar ville være at afskaffe de mekanismer i det kapitalistiske samfund, der skaber kriserne. Det er ikke gjort med lidt regulering eller ved at pumpe flere penge ud, for eksempel i form af flere offentlige investeringer eller plads til underskud på statsbudgetterne. Igen minder det mig om klassisk socialdemokratisk politik, og det har ikke meget med socialisme at gøre.

Socialistisk? Nej, tværtimod

I det før omtalte interview med DR udtalte Pernille Skipper følgende: ”At omdanne eksisterende virksomheder til demokratisk drift og støtte, hvis virksomheder sælges til medarbejdere og ikke til store multinationale selskaber, det vil være en lille, stille revolution.” Der tænkes her på forslag nr. 97 af de 100, hvoraf det fremgår, at virksomhedsejere, der ønsker at lukke eller afhænde deres virksomhed, skal give medarbejderne et tilbud om at købe virksomheden, før den lukkes eller sælges til tredjemand. Revolutionen består altså i, at medarbejderne får såkaldt demokratisk kontrol med virksomheden ved at købe den.

Det interessante her er at den lille, stille revolution ikke ændrer noget som helst ved, at virksomheden indgår i den nådesløse konkurrence i det uforandret markedsøkonomisk styrede samfund. Så hvis de nybagte virksomhedsejere på demokratisk vis vedtager, at nu vil de producere nyttige varer af høj kvalitet, og selvfølgelig skal både arbejdsmiljø og miljø tilgodeses, og lønninger og arbejdsforhold i øvrigt skal også være i orden, hvor skal de så gå hen, når de bliver udkonkurrerede af alle de andre virksomheder, der ikke har de samme fine fornemmelser? Efter min mening er det både naivt og misvisende at betegne det som socialisme at få gjort flere arbejdere til virksomhedsejere.

Jeg må indrømme, at jeg grinede lidt i skægget, da jeg så, at brugsforeningerne i planen nævnes som et eksempel på ”den demokratiske og ikke profit-drevne sektor i økonomien”. Jeg var selv aktiv i brugsforeningsbevægelsen, da FDB meget mod min vilje overgik fra at være en forening, der styrede en række butikskæder, til at være en forening, der ejede butikskæderne. FDB reducerede sig selv til at være en diskussionsklub, der kan vedtage fine anbefalinger til forretningssiden, mens samtlige virkelige beslutninger træffes af professionelle uden for medlemmernes kontrol. Og jeg kan love for, at disse beslutninger drives af et ønske om profit.

Tilsvarende står illusionerne i kø, når der i forslag nr. 95 og 96 tales om at målrette milliarderne til erhvervsstøtte og erhvervsfremme, så staten og diverse fonde støtter virksomheder, der udviser samfundsansvar ved at være grønne, demokratiske og sociale. For mig at se er dette en genoplivning af de socialdemokratiske ideer fra Anker Jørgensens tid om Økonomisk Demokrati, tilsat en knivspids moderne retorik.  Men de ideer var ikke socialistiske dengang, og det er de stadig ikke.

De sidste forslag i kategorien ”Socialistisk? Nej, tværtimod”, som jeg vil tage fat i, er forslag nr. 92 og 93, der handler om banksektoren. Her fremgår det, at den private banksektor skal reguleres langt hårdere, og at den finansielle sektor skal ”trimmes”. Det, jeg hæfter mig mest ved, er at godt nok vil folketingsgruppen gøre et lille indhug i finanssektorens kontrol med samfundet ved at etablere en offentlig bank, men samtidig ligger der i forslagene en accept af, at resten af den finansielle sektor fortsat skal være på private hænder.

Her vil jeg mene, at det er passende at holde disse forslag fra folketingsgruppen op imod hvad der står i Enhedslistens principprogram: ”Den kapitalistiske udbytning, hvor de få lever af de manges arbejde, skal afskaffes. Det er afgørende, at samfundsbærende sektorer ejes og kontrolleres af fællesskabet. Det betyder, at den økonomiske magt forvaltes af befolkningen og dens valgte repræsentanter.” Se, det lyder socialistisk! Samfundsbærende sektorer, og hertil vil jeg regne den finansielle sektor, skal ejes og kontrolleres af fællesskabet. Jeg ser ikke meget plads til private banker eller for den sags skyld realkreditinstitutter i det spil.

Er Enhedslisten stadig et socialistisk parti?

Bedømt ud fra principprogrammet er svaret ja. Og for eksempel er det nyligt vedtagne grønne program også gennemsyret af kapitalisme kritik. Men bedømt ud fra folketingsgruppens plan for de første 100 dage med Enhedslisten ved magten ser billedet betydeligt mere mudret ud. Som omtalt er der visse gode tendenser, og der er mange forslag i planen, der er udmærkede, men ikke specielt socialistiske. Og endelig viser den såkaldte socialisme i praksis sig ikke at pege frem imod et socialistisk samfund, men nærmere et mere reguleret, men fortsat kapitalistisk samfund.

I lyset af dette åbenlyse misforhold imellem Enhedslistens hidtidige overordnede politik og folketingsgruppens nye plan vil jeg mene, at det er tid for tre ting. For det første skal medlemmerne på banen for at fastholde partiets socialistiske målsætning. For det andet bør partiapparatet, i første omgang hovedbestyrelsen, senere måske årsmødet, fastslå, at partiets vedtagne programmer fortsat er gældende. Og for det tredje er det mit håb, at hovedbestyrelsen eller årsmødet vil vedtage, at dette både var første og sidste gang, at en overordnet plan fra Enhedslisten publiceres af folketingsgruppen uden først at skulle vedtages af medlemsdemokratiet.