Reel problemløsning savnes

Af Helena Jørgensen

I går aftes så jeg en gyserfilm. Plottet var meget typisk. Der flyttes ind i et nyt hus. Mor og datter bliver efter kort tid skræmte. Noget er galt i det her hus. Far mener dog, at de er som kvinder er meget følsomme og fantasifulde – han er jo også væk med arbejdet næsten alle døgnets timer og oplever dermed ikke noget – så der gøres intet ved problemet, før end det er gået helt galt…

Et meget normalt plot i en gyserfilm, men det fik mig til at sidde og tænke, at det ligner mange andre scenarier fra virkeligheden.

Hjemløsestrategi – eller?

For år tilbage var jeg til Fattigdomskonference i Svendborg. En af debatterne var bl.a. med tidligere socialminister Annette Vilhelmsen. Under hendes tid blev der udarbejdet en hjemløsestrategi, der dog aldrig kom til at give de store resultater. Til stede var der også repræsentanter fra hjemløseforeningen SAND der ikke undrede sig over det. For strategien var udarbejdet af div. konsulenter, politikere og folk der oftest går i habitter eller spadserdragter. Hjemløse var ikke blevet inddraget i arbejdet… Ingen der vidste noget om hvor skoen virkelig trykker som hjemløs, var blevet inddraget.

Og sådan er det for det meste. Jeg ser det igen og igen. Jeg bor selv i Helsingør kommune og her skal man nu igang med en ”bosætningsstrategi” – ja det lyder flot, men da jeg læste om hvem der skal sidde i det udvalg der skal arbejde med det, var det direktører for det ene og det andet, fra de forskellige involverede centre i kommunen. Direktøren fra boligselskaber og andre med store titler… Det fik mig til at rejse spørgsmålet om, hvor fanden er de almindelige mennesker henne i det her arbejde? Hvor er beboerrepræsentaterne fra det almene? Hvor er brugerne fra de forskellige sociale tilbud henne? Hvor er de fra Udsatterådet henne? De lavtlønnede der har brug for de billigere boliger, som vi virkelig mangler her i kommunen? Altså hvor er de almindelige mennesker, de der skal bo et sted, henne i det her arbejde?

Et reelt ønske om at løse problemerne?

Jeg kunne blive ved at liste eksempler op omkring det her, men jeg tror pointen er tydelig nu. Der udarbejdes strategier, planer og der udregnes i skemaer. Et problem skal løses, siges der… Men jeg får altså sommetider tanken om der reelt er et ønske om at løse problemer? Beklager, men sådan er det. For jeg vil mene, at hvis man virkelig vil løse et problem, så må man forstå problemet – og det tror jeg altså ikke at div. chefer, ledere og konsulenter gør, hvor meget de end evt. gerne vil det. Nej i virkeligheden tror jeg, at det handler om at se politisk handlekraftig ud og bliver genvalgt ved næste valg.

Så længe man ikke inddrager de mennesker den givne problemstilling skal arbejde med, så klinger det hult i mine øre…

Og til jer der evt sidder og tænker, hvordan endte filmen… Ja det var så ikke så typisk som plottet var. Den lykkelige slutning kommer oftest fra Hollywoods polerede virkelighed… Filmen her var dog italiensk, så på trods af magtstrukturene i patriarkatet var opretholdt, og manden dermed sidder med beslutningsretten, så betyder det ikke altid at der er en happy ending.