Kampen om det daglige brød

Af Helena Jørgensen

Er man med i en gruppe som Næstehjælperne, så ved man at vi ikke skal ret langt ind i en ny måned før end der dukker opslag op med, at nogen har brug for en håndsrækning for at få mad på bordet. Det er sørgeligt, det er frustrerende, men det er samtidig herinde i netop sådan gruppe, at jeg ser det der bringer håb og glæde. Nemlig fællesskab og sammenhold.

Fattigdomsgrænsen

I 2015 afskaffede Løkke-regeringen den officielle fattigdomsgrænse. Argumentet var dengang, at grænsen var misvisende og at man ingen penge har, ikke nødvendigvis betyder at man er fattig. Der er mange andre faktorer der gør sig gældende – i den ene eller den anden retning.

Men Danmark har tilsluttet sig FN Verdensmålene og der er det ene mål at antallet af fattige skal halveres inden 2030. For at kunne det må man vide hvor mange fattige her er og det har fået Danmarks Statestik til at indføre en ny grænse.

117,000,- pr år efter skat, udgør grænsen. Eller opdelt, 9,750,- pr mdr. Selv om barren i den nye er sat lidt højere end 2015-grænsen så viser den, at antallet af fattige i Danmark er 3-doblet i tiden med en Venstre-ledet skattereducerende, velfærdsunderminerende regering!

Den her regering indførte kontanthjælpsloftet vel vidende at det ville føre til yderligere fattigdom, ulighed og hjemløshed. De blev advaret fra mange forskellige interesseorganisationer, fagbevægelsen, eksperter og lignende, men valgte alligevel, helt bevidst, at indføre reformen. Denne reform bliver i de efterfølgende år suppleret med flere tiltag, der bringer mennesker længere og længere ud mod, og endda også over, kanten. Og det værste er, at mange godtager dette, uden nogen form for protest. Så sent som i formiddags deltog jeg i en Facebook-debat hvor arbejdsløse blev betegnet som ”dovne”! Hele den retoriske anvendelse fra regeringens side, er blindt blevet adopteret.

Social mobilitet

Men vi har med Løkke-regeringen fået os et samfund hvor social mobilitet er blevet langt sværere. Der er et større gab mellem fattig og rig, ikke bare økonomisk, men også socialt. Det siger sig selv. Fx. er folkeskolen mere eller mindre blevet udsultet, hvad der fører til at de der har råd, de flytter deres børn over i privatskolen, selvfølgelig, for hvem vil ikke gerne gøre sit til, at eget barn får mulighed for en god uddannelse og dermed god fremtid? Men denne adskillelse mellem mennesker bringes med i fritidsinteresser og valg af venskaber. For de voksnes vedkommende, så ved vi, der er simpelthen evidens for, at fattigdom slider på relationer. Netværk indskrænkes og dermed mulighed for social mobilitet. Og fortæl mig ikke, at de der sidder i regeringen ikke ved dette… Jeg er overbevist om, at den samfundsudvikling vi er i, den kører helt efter deres drejebog.

Udskamning og kriminalisering

Det næste er, at ikke nok med at der med fattigdommen følger en offentlige udskamning, så føres der en politik der nærmest kriminalisere det at være fattig. Fra myndighedernes side, så arbejdes der med sanktioner. Reelt at hjælpe kan de ikke, dertil er de alt, alt for bundet op i div. styringsmekanismer fra Christiansborg af. Men regeringen udtaler med nærmest hver eneste nye tiltag der bringes, sanktionen som en mulighed; ”Hvis folk ikke adlyder, så bliver de modregnet i deres ydelse…” Standardbemærkning.

Mennesker der har 9,750,- pr mdr, de skal også bo et sted og derfor samles de i boligafdelinger med en husleje de kan betale, i det regeringen kalder for ghettoer. Her bedes folk snart om at flytte, for lejligheden skal rives ned, eller renoveres og klargøres til salg… Ja, ikke til dig, men til en der er af den ønskede støbning…

Snart kommer så Mai Mercados point-system for ”de muligvis udsatte” familier og børn… Men også med ghettopakken der, har du, – og ja det får mange efter lang tid med fattigdommen tyngende vægt på skuldrene, andre problemer, så indføres der også lige en straf til de social arbejdere der ikke underretter om udueligheden…

Prøv at sætte den kriminalisering af fattigdom op imod at div. ministrer kun får en ”næse” uanset hvilken uhyrligheder de disker op med!

Kampen om det daglige brød er reel for mange mennesker. Og et eller sted, vender vi det hele på hovedet, så har Venstre-regeringen ret i at fattigdom ikke kun handler om hvorvidt du har penge eller ej. Det handler om udskamning, det handler om at der føres klapjagt, det handler om klassekamp der føres fra oven og ned. Og mens denne kamp føres, snakker de færreste, og da slet ikke regeringen, om hvordan vi med omfordeling af goder kunne stoppe den voldsomme stigning der er i fattigdom.