Lige adgang til sundhed princippet var dødt i forvejen, nu er det så også begravet.

Af Helena Jørgensen

Kort efter Aisha havde født sit barn havde hun en samtale med lægen. Den resulterede i, at hun blev indstillet til sterilisation. Heldigvis blev fejlen opdaget i tide, for det Aisha havde ment var, at hun ville have vejledning vedr. prævention. En sproglig forvikling der kunne have fået alvorlige konsekvenser. I andre tilfælde, når vi snakker om sundhedsvæsenet, kan det koste liv.

I går trådte det nye tolkegebyr i kraft. Hvis lægen på hospitalet vurderer, at der skal tolk på, når der skal snakkes prævention med Aisha, så kommer det til at koste 1,675,- kr. Tager hun ned til egen praktiserende læge og tage samtalen, så er det 334,- kr. Det vel og mærke hvis hun har været her i landet i mere end 3 år.

Nogle vil mene at det er rimelig nok, Aisha skal snakke dansk nu hun er her. Ja, det syntes jeg sådan set også – ikke for min skyld, men – for ethvert menneske, dennes muligheder og frihed, der er det er rigtig godt middel, at kunne sproget. Det vil jeg opfordre enhver til når de kommer her; gør hvad du kan for at lærer sproget, slet ingen tvivl om det.

Aisha kan dansk, men med nogle fejl og det var hvad der førte til forviklingen før. Sådan er det for  mange mennesker. Oveni Aishas danskundskaber er der så også en kulturel forskel på det at være i kontakt med sundhedsvæsenet, som også fører til misforståelser – og det endda mange misforståelser. Disse kan kun udredes hvis man kan gå i dialog med hinanden, men med de nu indførte tolkegebyrer, der er det for en del borgere en voldsom udskrivning, som mange ikke kan være med på – og misforståelser og forviklinger for dermed fremover frit spil, hvis ikke det kommer så vidt at mange fremover helt vil holde sig væk fra sundhedsvæsenet – af økonomiske årsager.

I forvejen, har vi en enorm ulighed i sundhedsvæsenet mellem borgere med etnisk dansk baggrund. Alene fra den højt uddannet til den lavt eller ikke uddannet borger er der forskel. Men socialt udsatte borgere har det markant dårligere, både fysisk og psykisk, end resten af befolkningen.

I følge Rådet for socialt udsatte så siger tallene at:

• 63 pct. har en langvarig sygdom. Det er næsten dobbelt så stor en andel som i den øvrige befolkning
• 48 pct. er stresset i dagligdagen, hvilket gælder for mindre end hver femte i resten af befolkningen
• 42 pct. af socialt udsatte har mindre end 20 tænder tilbage
• 40 pct. af socialt udsatte har forsøgt selvmord på et tidspunkt i deres liv
• 16 pct. af socialt udsatte kvinder har været udsat for seksuelle overgreb i det seneste år. Det er en otte gange større andel, end i resten af befolkningen
• 17 pct. af socialt udsatte har været udsat for grov fysisk vold. Det samme gælder for blot 2 pct. i den øvrige befolkning.

Igennem de sidste ti år er der ikke sket nogen mærkbar forbedring i socialt udsattes sundhedstilstand og trivsel. Det på trods af skiftende regeringer og (i valgkamps tider) stor interesse og masser af løfter i den retning. Med tolkegebyret frygter jeg nu, at en i forvejen udfordret gruppe, vil tage et skridt nærmere over til Rådet for socialt udsattes målgruppe.

Det er en social katastrofe når vi menneskers basale behov, som et besøg på sygehus eller ved lægen, pludselig skal afhænge af pengepungens volume. Og vi snakker fuldstændig basale behov her!

Men princippet om lige adgang til sundhed, det ryger nu. For Socialdemokratiets flirten med DF er vigtigere. Det tyder på der i den lejr, er håb om det ender ud i et ægteskab.