100 moderate dage med Enhedslisten

Af Henrik Nedergaard

Når man læser den plan, som Enhedslistens folketingsgruppe har lanceret, der fortæller hvad partiet vil, hvis det får magt som det har agt, dukker der en lang række punkter op, der tegner et billede af en forbavsende midtsøgende profil. Men vil partiets medlemmer acceptere denne nye politiske linje?

100 forslag, som Enhedslistens folketingsgruppe vil gennemføre i løbet af de første 100 dage ved magten, hvis partiet opnår de nødvendige mandater i Folketinget. Det kunne lyde som en opskrift på et mareridt for borgerligt tænkende mennesker. Ved nærmere gennemsyn af planen tror jeg dog ikke, at den del af befolkningen behøver at få søvnløse nætter. Folketingsgruppen har nemlig valgt at moderere Enhedslistens politik. Det vil jeg illustrere med fem eksempler.

Dagpengene

Det første eksempel handler om dagpengesystemet, unægteligt et centralt område for Enhedslistens politiske indsats i de senere år, og et vigtigt stridspunkt i partiets forhold til Socialdemokratiet. I forslag nr. 7 af de 100 startes meget rigtigt med at sige, at ”Der er brug for øjeblikkelig handling efter de senere års forringelser af vores dagpenge”. Ja, tak! Men luften går ud af ballonen allerede i den næste sætning: ”På længere sigt skal en mere gennemgribende reform gøre det nemmere at genoptjene dagpenge og øge dækningsgraden, der gennem mange år er udhulet”. På længere sigt?! Hvorfor ikke nu?

Jeg vil her understrege, at i og med at forståelsesrammen for 100-dages-planen er en situation, hvor Enhedslistens mandattal i Folketinget er øget væsentligt, måske endda til 90 mandater eller mere, er det klart, at vi ikke taler om den nærmeste fremtid. Altså vil man have haft rigelig tid til at forberede et forslag til den helt nødvendige genoprettelse af dagpengesystemet. At dette ikke er med i planen er for mig at se et stort svigt.

SU’en

Den nølende stil fortsætter, når det handler om Statens Uddannelsesstøtte, SU’en. I mine øjne er det et stort problem, at SU’en er latterligt lille, hvilket tvinger mange studerende til at låne for at have penge til både husleje og mad, eller de har arbejde ved siden af, hvilket risikerer at gå ud over studierne. Men hvad er så svaret på det problem fra Enhedslisten, eller rettere fra Enhedslistens folketingsgruppe? Det står at læse i planens forslag nr. 30: ”SU’en skal følge lønudviklingen. Vi skal sikre, at den ikke mister købekraft og gradvist sakker bagud, som den har gjort siden 2014. Og den skal naturligvis ikke forringes yderligere.”

Læs lige det forslag en gang til. Nej, der står ikke noget om, at SU’en skal have et ordentligt hug opad her og nu. Der står heller ikke, at det skal ske på længere sigt. Så når jeg siger, at stilen fortsætter, er det ikke helt rigtigt. Det er værre end det. Svaret er, at SU’en ikke skal forringes. Og derefter skal den i øvrigt følge lønudviklingen. Enhedslisten er ofte blevet beskyldt for, at vores forslag er overbudspolitik. Men det her er decideret et underbud.

30 timers arbejdsuge

Det næste eksempel handler om arbejdstiden. For nylig gennemførte Enhedslisten en kampagne for indførelsen af en arbejdsuge på 30 timer, så det burde være noget, der ligger partiet meget på sinde. Hvad vil man så gøre den dag, man får magt, som man har agt? Det står at læse i planens forslag nr. 44: ”Der laves en pulje, som offentlige arbejdspladser kan søge til at gennemføre forsøg med 30-timers arbejdsuge uden lønnedgang og med personalekompensation”. Var det det hele?

Nu ved jeg godt, at lige dette spørgsmål kompliceres af, at nedgangen i arbejdstid helst skal gennemføres via aftalesystemet på arbejdsmarkedet, altså via overenskomsterne. Så selv om man har fået afgørende indflydelse i Folketinget, er det ikke bare et knips med fingrene. Men helt ærligt, man kunne godt være mere offensive end det her. Staten er en vigtig arbejdsgiver, så hvad om man lagde sig i selen for at gøre en 30-timers arbejdsuge til et centralt punkt på dagsordenen ved de næste OK-forhandlinger, måske også på det kommunale område, hvor Enhedslisten vel også har fået stor vægt? Nix, vi nøjes med at lave en pulje til forsøg.

Fuld statsrefusion til kommunerne?

Hvis man blader i Enhedslistens meget fine lille pjece med titlen ”Fællesskab fungerer i landdistrikterne”, støder man på følgende prisværdigt klare udsagn: ”Enhedslisten arbejder for 100% refusion af overførselsindkomster, så kommunerne får bedre mulighed for at yde pasning, undervisning og pleje”. En glimrende politik efter min mening. I disse disruptionstider er det ikke rimeligt, at servicen i den enkelte kommune står og falder med, om man er så uheldig i et budgetår pludselig at måtte rebe sejlene, fordi udgifterne til for eksempel syge eller arbejdsløse eksploderer. Udgifterne hertil bør rimeligvis bæres af den helt store kasse, af staten.

Så når 100-dages-planens forslag nr. 70 tager fat på en mere retfærdig økonomisk fordeling mellem kommunerne, forventede jeg her at finde de 100% statsrefusion nævnt. Men det var åbenbart for vidtgående. I stedet siger forslaget, at vi skal indføre ”Højere refusion til kommunerne for overførselsindkomster, som kommunerne reelt ikke har mulighed for at påvirke – f.eks. førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp. Det sikrer en mere rimelig økonomisk kompensation til de kommuner, der løfter et stort socialt ansvar.” Ikke 100% refusion, som ellers er Enhedslistens politik, men ”højere” refusion. Og ikke en rimelig kompensation, men ”en mere rimelig”.

Jeg håber, at de læsere, som har holdt ud så langt, begynder at fornemme den følelse, der byggede sig op i mig, da jeg læste 100-dages-planen. Følelsen af ”Så tag dog ordentligt fat!”. Som om folketingsgruppen var gået på havearbejde med en rive i stedet for en spade.

Fifleriet med udviklingsbistanden

Da et borgerligt flertal gennemtrumfede, at udgifter til at modtage flygtninge pludselig skulle finansieres over udviklingsbistanden, stemte Enhedslisten imod. Den form for kreativ bogføring er i klar modstrid med internationale regelsæt på området. Så når vi får magt, som vi har agt, ophører denne praksis selvfølgelig øjeblikkeligt? Niks, ikke ifølge 100-dages-planen. Ifølge forslag nr. 83 skal ”udviklingsbistanden gradvist hæves til en pct. af bruttonationalindkomsten (BNI). På længere sigt skal vi arbejde på at ændre de såkaldte DAC-regler, så udgifter til at modtage flygtninge i udviklingsbistanden ikke medregnes.” Der var den igen, på længere sigt.

Jeg kunne forsætte med flere eksempler, EU-politikken, tilbagerulning af terrorlovgivning m.m., men jeg mener, at konklusionen er klar: Enhedslistens folketingsgruppe har med 100-dages-planen modereret Enhedslistens politik på en række områder. Om de slipper afsted med det, er op til efterårets diskussion i partiet. Men spørgsmålet melder sig:

Hvorfor gør folketingsgruppen det her?

Mit bedste bud her og nu vil være, at målet har været at præsentere Enhedslistens politik på en mere spiselig måde. Spiselig for de vælgere, traditionelt kaldet centrum-venstre-vælgere, der måske føler en vis sympati for Enhedslistens forslag, men samtidig bliver skræmt af partiets ubøjelighed, plus en nagende usikkerhed over for, hvad alt det der revolutions-halløj går ud på. Men også spiselig for de partier, som ihvertfald nogle af Enhedslistens folketingsmedlemmer meget gerne så et tæt samarbejde med, SF og Alternativet.

Set i det lys, at det handler om at bejle til nogens gunst, der politisk ligger til højre for Enhedslisten, undrer det ikke helt så meget, at der hugges en hæl og klippes en tå for at få politikken til at passe til skoen. Og det bliver især forståeligt, at planens forudsætninger præsenteres så uklart. For hvis det at ”få magt, som man har agt” ikke betyder mindst 90 mandater til ens eget parti, betyder det måske ”Hvis vi nu kunne ane en fremtid med et forandringsflertal bestående af Enhedslisten, SF og Alternativet, så er her vores bedste bud på, hvad vi synes, de tre partier burde kunne enes om”. Og i et sådant forhandlingsoplæg er det oplagt, at den helt store anstødssten ville være, hvis Enhedslisten insisterede på, at Danmark skal ud af EU. Så det har man udeladt fra planen.

Er det den vej, vi skal gå?

Jeg mener, at folketingsgruppen er på gale veje her. Hvis Enhedslisten vil skabe begejstring for sit projekt, skal det første skridt ikke være at file af kanterne, så profilen ændres til ukendelighed.

Jeg agter at fortsætte med at grave i den plan. I mit næste indlæg i debatten vil jeg lede efter det socialistiske i planen, i og med at den er blevet lanceret som Enhedslistens bud på ”socialisme i praksis”. Og jeg vil slutte af med et indlæg om, hvad jeg mener, der er ved at ske med mit parti.